B-klasse: Efter tre år på markedet får Mercedes’ praktiske mini-MPV en ny grill, nye lygter og flere muligheder for personalisering.
Flere end 350.000 Mercedes B-klasse har forladt salgslokalerne siden debuten i 2011, og nu har tyskerne fundet tiden moden til det obligatoriske midtlivs-facelift.
Fans af Mercedes’ mere sportslige modeller kan glæde sig over, at også den rummelige mini-MPV nu har fået en ordentlig flab, der udstråler både sport og selvtillid.
Nye lygter med dagslys
På den tekniske front er den største nyhed, at B-klassen fås med Mercedes’ såkaldte LED High Performance-lygter, der blandt andet introducerer integrerede kørelys i forlygterne.
Tyskerne fremhæver dog især lygternes egenskaber under nattekørsel. Som navnet antyder anvendes LED-teknologi til at skabe en lyskegle, hvis lys minder om dagslys.Vanen tro er dette sikkerhedsfremmende udstyr naturligvis ikke standard men skal tilkøbes.
Større “iPad-skærm” i kabinen
Det er også udstyret, som Mercedes har fokuseret på i kabinen, hvor den delvist fritstående skærm i instrumentbordet er vokset til otte tommer (20,3 cm).
Selve instrumenterne har også fået en opfriskning og chaufføren kan vælge mellem hele 12 forskellige farver til baggrundsbelysningen.
Valgfrihed har generelt stået højt på dagsordenen under udviklingsarbejdet. Den fornyede B-klasse lanceres i tre forskellige udstyrsvarianter med hver deres design-stil: Style, Urban og AMG. Hver især kan designpakkerne så udbygges med udstyrspakkerne Night, Exclusive og AMG Exclusive.
Hvis der er råd til en motor, når alle krydserne på udstyrlisten er sat, byder B-klassen fortsat på en temmelig bred vifte af fem dieselmotorer og fire benzinmotorer.