Elbiloperatøren Better Place lukker alle sine aktiviteter, undtagen i Danmark og Israel, hvor man fortsat vil tilbyde batteriskift. Hovedkvarteret i Californien lukkes.
Better Place ligner et selskab i alvorlig krise. For nylig fik firmaets grundlægger, Shai Agassi, sparket, siden har hans efterfølger på direktørposten også forladt firmaet og nu meddeler Better Place, at man fremover kun fortsætter på sine to ”kernemarkeder”, Danmark og Israel.
Dermed lukker Better Place sit hovedkvarter i Palo Alto, Californien, lige som det også er slut med ”yderligere investeringer” i Australien, som det hedder i en pressemeddelelse på firmaets hjemmeside. Her kan man også læse, at hovedkvarteret flytter til Tel Aviv og at Better Place fortsætter med at gøre fremskridt på markederne i Danmark og Israel, hvor ”salget af elbiler samler momentum”.
Det må siges at være en positiv udlægning af den aktuelle situation for Better Place: I løbet af 2012 blev der nemlig kun solgt 198 af de Renault Fluence Z.E. elbiler, der indtil videre er den eneste, der kan benytte Better Place’s batteriskiftestationer. Her til kommer de 21 Fluence, der blev solgt i januar – altså en samlet flåde på ca. 220 biler, som Better Place skal leve af at skifte batterier på.
Ikke udsigt til flere elbiler med skifteteknik
Udfordringerne stopper ikke her. Når Renault senere i år lancerer næste generation af deres elbil, den mindre Zoe, bliver det uden batteriskifteteknik. Dermed er Better Place afhængig af en efterhånden ældre elbil, som der tilsyneladende ikke kommer en afløser for. Meget tyder altså på, at selve idéen om batteriskift har mistet gnisten endnu inden Better Place – og for den sags skyld Renault – er slået igennem med konceptet. Det er også i dét lys, man skal se Better Place’s meddelelse om fremover kun at koncentrere sig om batteriskift i Danmark og Israel.
Better Place forsøger p.t. at udvide forretningskonceptet ved også at tilbyde opladning af elbiler via en traditionel, fastmonteret lader. Netop nu tilbyder Better Place et særligt introtilbud, hvor man kan få opsat en hjemmelader til en værdi af 10.000 kr. og lade sin bil de første tre måneder uden beregning.
Læs mere: Har Better Place mistet gnisten