Glem rækkeviddeangsten, pak picnic-kurven og planlæg bilferie-turen fra Danmark til Garda-søen i elbil – sådan kommer du frem uden stress.
Sommerferien nærmer sig. Og med den begynder nybagte elbil-ejere måske at få lidt sommerfugle i maven over jomfru-bilferien i familiens nye, elektriske vidunder. For er rækkevidden nu tilstrækkelig, og kan man overhovedet finde en ledig ladestander i Europa midt i sommerferien?
Svarene er ja og ja. Og eksperterne står tilmed i kø for at give gode råd til de næsten 200.000 danskere, der har fået elbil siden sidste sommer og i år kan køre på elektrisk bilferie.
Nogle af de gode råd kommer fra energiselskabet Energi Fyn, der har planlagt en tur i elbil fra hovedkvarteret i Odense til en af danskernes foretrukne feriedestinationer, Garda-søen i Norditalien.
Ikke så besværligt
”Det kræver mere planlægning at tage en tur gennem Europa i sin nye elbil, end det har gjort bare at fylde tanken med diesel eller benzin og så køre derudad med en hurtig tankning her og der. Det tager nemlig lidt længere tid at fylde strøm på elbilen, men det er ikke så besværligt, som mange tror,” lyder det fra Maria Varnild, teamleder for Energi Fyns hold af ladeeksperter.
Energi Fyn har kogt de gode råd ned til en anbefaling af at benytte to apps: A Better Routeplanner og Monta.
A Better Routeplanner hjælper med at vise præcis, hvor man skal holde ind for at lade på ruten, mens Monta ’samler’ de fleste ladeoperatører og dermed gør det muligt at betale på den samme app.
Færre ladestop
Det er et klassisk og velfungerende råd. Ikke desto mindre vil vi her på Hvilkenbil blande os med lidt flere gode råd, der kan gøre turen både nemmere og billigere.

Følger man Energi Fyns råd skal man holde otte ladepauser på den 1.500 km lange tur fra Odense til Garda-søen. Man kører altså ca. 188 km mellem hvert ladestop.
Pauser er dejlige, men om sommeren vil en typisk elbil som VW ID.4, Tesla Model Y, Skoda Enyaq eller Renault Scenic Electric uden problemer køre 300 km mellem opladningerne. Også selv om du kun lader til 80 pct.
Du kan altså sagtens nøjes med seks ladestop undervejs – og med fordel forlænge at par af dem til 30-35 min. modsat de ca. 20 min., som Energi Fyn og A Better Routeplanner anbefaler. Så får du faktisk tid til både at besøge toilettet og spise, inden I skal videre – og får tilmed mere end 80 pct. strøm på batteriet og dermed længere rækkevidde.
Apropos spise. Pak evt. en lille picnic-kurv til frokosten – så sparer du masser af tid i køen hos McDonalds eller motorvejscafeteriaet, og ofte kan I sidde på bænke tæt ved opladeren.
Kan gøres meget billigere
Vi er heller ikke enige i kun at bruge Monta til betaling. Det kan blive en dyr løsning, hvilket Energi Fyns eget forslag sådan set også viser: Ifølge den lader man 300,9 kWh på turen dermed til en samlet pris på 257, 04 euro – eller 1.914,95 kr.
Det svarer til en gennemsnitlig pris på 6,36 kr. pr. kWh. Det er alt for dyrt – og kan let gøres meget billigere.
For eksempel koster det sjældent mere end 4,85 kr. pr kWh at lade på en Tesla Supercharger – uden nogen form for abonnement.

Du kan også sagtens komme under tre kr. pr. kWh hos nogle af de store ladeoperatører som EnBW og Ionity, som der findes masser af over alt i Europa. Det kræver blot, at du køber én måneds abonnement til mellem 60 og 100 kr. – og det kan sagtens betale sig på ferieturen.
Et eksempel: Du betaler 60 kr. (der er rabat på første måned) for et såkaldt Power-abonnement hos Ionity, hvilket udløser en kWh-pris på 0,39 cent (2,90 kr.).
Går du udelukkende efter Ionity-ladere på hele turen fra Odense til Garda-søen – det kan sagtens lade sig gøre – reducerer du udgiften fra 1.914,95 kr. til 873 kr. Altså mere end en halvering.
Flere gode råd
Så ikke et ondt ord om Energi Fyns råd til elbilferien – men det er nemt både at gøre det væsentligt hurtigere og især billigere end de 16 timer og knapt 2.000 kr. som energiselskabet lægger op.

Og når vi nu er i gang med at blande os, så kommer her et par andre betragtninger og gode råd til den kommende elbil-ferie:
- Der er masser af ladestandere på turen ned gennem det centrale Europa. Masser! Men lige midt i myldretiden i industriferien kan der godt opstå kø. Tjek din elbils egen navigation – ofte kan den vise, om alle standere er optagede.
- Teslas Supercharger-stationer har som regel flest ladeudtag pr. station. Her er der gode chancer for at komme til – også i myldretiden. Teslas app viser antallet af ledige standere.
- Et ladestop kan også være for kort: Hvis familien både skal på toilettet og spise er 20 min. for lidt. Afsæt op til 45 min til de lange stop – så får du også mere strøm på batteriet.
- …men ellers er der ingen grund til at lade batteriet op til mere end 80 pct. Allerede efter 50-60 pct. begynder opladningen af mange elbiler at gå langsommere.
- Følg trafikken – men kør ikke hurtigere end 130 km/t. På de tæt trafikerede tyske motorveje er det sjældent muligt at køre hurtigere. Men du behøver ikke nøjes med 110 km/t. På turen ned gennem Tyskland vil du møde alt fra vejarbejde og fartgrænser ned til 60-80 km/t, der kompenserer for de strækninger, hvor du kan køre 130 km/t. Alt i alt vil du opleve, at rækkevidden er fornuftig på de tyske motorveje – mindst omkring 4,5 km pr. kWh. I populære elbiler som VW ID.4, Skoda Enyaq eller Audi Q4 e-tron med 77 kWh batteri svarer det til en rækkevidde på 350 km.
God tur!