Bilgiganter på vej med rekord-billige elbiler

billige elbiler

De helt billige elbiler er på vej. Først kommer kinesiske BYD med mikroen Seagull, derefter følger VW med en afløser for e-Up.

Småt er godt, og småt er endnu bedre, når elbiler skal udbredes til masserne, og den grønne omstilling skal være mulig at tage del i for andre end de velbeslåede.

Volkswagen har godt nyt på den front. Til branchetidsskriftet Automotive News siger VW-chef Thomas Schäfer, at koncernen i hælene på den Polo-store ID.2all vil lancere en lillebror. Den vil være på størrelse med VW e-Up, der indtil 2022 var koncernens mindste elbil.

Skal navngivningens logik følges, kommer den lille VW til at bære navnet ID.1. Thomas Schäfer siger til Automotive News, at målet for den lille elektriske VW er en startpris under 20.000 euro (cirka 150.000 danske kroner). ID.2, der ifølge Schäfer forventes lanceret i 2026, vil koste fra 25.000 euro (187.000 kr.).

Samarbejde om udvikling

Volkswagen vil samarbejde med andre om udvikling og produktion af ID.1’eren – som vi nu har valgt at kalde den. Blandt mulige samarbejdspartnere er indenhus-producent Skoda, som man i forvejen deler stort set alt knowhow med. Skoda-fætteren til ID.2all hedder Epiq, som Hvilkenbil for nylig beskrev. VW og Skoda er ifølge Automotive News angiveligt også i dialog med en indisk bilproducent om udviklingen af billige elbiler.

VW er på vej med en mindre elbil end den kommende ID.2 på billedet her. Navnet kan blive ID.1, og den skal afløse e-Up.

Også Renault er en mulighed. Det beskrev Hvilkenbil i december, og Renault-koncernchef Luca de Meo gentog i forbindelse med Genève-biludstillingen i februar, at et muligt samarbejde med VW om udviklingen af den elektriske udgave af mikrobilen Renault Twingo er under overvejelse.

Den ét nummer større Renault 5 E-Tech – på størrelse med VW ID.2all og Skoda Epiq – får premiere i Danmark kort efter nytår og ventes at koste omkring 230.000 kr.

Kineserne buldrer frem

De europæiske bilproducenter arbejder hårdt på at udvikle små og billige elbiler, men da udviklingsomkostningerne er høje, er fortjenesten på elbiler indtil videre meget lave. I mange tilfælde endnu ikke-eksisterende. Presset forstærkes desuden af, at kinesiske producenter i mange tilfælde nyder godt at den kinesiske stats støtte til udvikling og eksport.

Det gør det nemmere at fremstille billige elbiler. Særlig MG Motors og BYD er fremme i skoene i Europa. Netop BYD ventes allerede næste år at lancere den lille Seagull, der i Kina formodes at kunne sælges til det, der svarer til 10.000 dollar.

BYD kan blive billigst

BYD overhalede for få måneder siden amerikanske Tesla som verdens største producent af elbiler, og den lille Seagull, der har et batteri på op mod 40 kWh og en rækkevidde mellem 250 og 300 kilometer, ventes at komme til at koste cirka 160.000 kr.

Citroën har netop givet danmarkspremiere til ë-C3, der koster fra 180.000 kr., og dermed er Danmarks p.t. billigste elbil. Den lille franskmand triller ud på vejene i september.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here