Bilkøbets kvababbelser

Hvilkenbils Carsten Nymann skal have ny bil. Valget står mellem en billig brugt og en lille ny. Og det er svært…

Carsten Nymann

Jeg har solgt min københavnerlejlighed, der efterhånden begyndte at føles som en overfyldt Morris Mascot i et Guiness-rekordbog-forsøg.

Gerningen var muligvis vel uovervejet, for knap havde jeg sat min underskrift på et stykke papir, før jeg var endt i kløerne på driftige ejendomsmæglere, udspekulerede boligadvokater og stærkt bekymrede bankrådgivere. Om natten blev drømmene invaderet af 70’er-villaer med fodsvamp, og om dagen lagde salgsopstillinger, tilstandsrapporter og kedelige budgetter beslag på stadig flere megabyte i indbakken.

Nu har jeg givet op og besluttet at dedikere min opmærksomhed på noget mere overskueligt – og ikke mindst interessant. Nemlig bilkøb. Omfangsdræn og skimmelangreb er byttet ind til fordel for udstødningsrør og rustne paneler.

For knap to år siden traf jeg en angstprovokerende beslutning og solgte familiens stationcar, da den havde udviklet en bekymrende lighed med et sort hul i min bankbog. Da de trafikale – og ikke mindst parkeringsmæssige – forhold omkring bopælen samtidig havde udviklet sig i en horribel retning, valgte jeg ikke at købe en anden bil. I stedet har jeg siden lejet bil til langturene og lånt af venner og bekendte til de korte ærinder.

Men nu er storbyhybelen altså afsat, og planen er, at familien skal ud og havde lidt luft omkring ørene. En – indrømmet – kærkommen konsekvens er, at jeg må ud og have mig et sæt hjul. Og her blegner boligkøbets grublerier altså. Heldigvis er det meget sjovere at kigge på bagbroer end kuldebroer.

Skal du købe ny bil? Her er mit råd: Køb en ny. Eller – hvis du påtænker at udskifte bil ofte og ikke gider bekymre dig om gensalgsværdi – leas en ny.

Desværre er jeg ikke fornuftig nok til at følge mine egne råd, hvilket jeg endte med at betale dyrt for med mit forrige køretøj, som var en Saab 9-5 fra 2003. Biler ødelægger ikke sig selv, men det gør de forrige ejere! At købe brugt bil er et lotteri, og sidste gang tabte jeg i form af dyre reparationer og en ringe gensalgsværdi. Faktisk svor jeg vistnok, at det var sidste gang, jeg skulle købe brugt bil.

Mit problem er – som for de fleste – at jeg ikke er rig og lider af en dybfølt modvillighed mod at optage dyre lån. Af samme grund vakler jeg pt. mellem en fabriksny Renault Twingo (med hækmotor ligesom en Porsche 911 – husk det nu!), som kan pakkes med alt tænkeligt udstyr og alligevel knapt klemmer sig over 120.000 kr. – OG en gammel smadderspand til under en sjettedel af prisen, som til gengæld kan rumme resten af familien.

Jeg har aldrig ejet en fabriksny bil, men løsning to har jeg prøvet et par gange med de glæder og genvordigheder, der følger med biler, der har sjæl. Min foreløbige teori er, at brugte biler går i stykker. Forskellen på en gammel, billig brugt bil og en nyere, dyrere brugt bil er, at den sidstnævnte koster tre gange så meget at reparere på. Nå, men enhver teori kan jo bøjes. Researchfasen fortsætter. Opdatering følger …

Læs også: Twingo er revolution for nostalgikere

5 Kommentarer

  1. Nu er der jo et rigelig stort incitament i at den brugte bils pris blot er en sjettedel af den nyes pris. Jeg har personlig aldrig købt nyt … find dig en god mekaniker ven og tag ham med når du skal købe brugt …

  2. Hej Carsten
    Jeg kender alt til overvejelserne, da jeg selv lige har stået i samme situation. Jeg valgte dog pladsen til familien, og investerede i en brugt Ford Focus, som jeg fandt på http://www.biltorvet.dk. Det er indtil videre en beslutning, jeg ikke har fortrudt :-). Held og lykke med bilkøbet.
    Mvh Martin

  3. Hej! Tak for kommentarerne! Tastaturet klaprer under mine fingre netop nu, så næste “kapitel” er stærkt undervejs. Kan afsløre, at jeg ikke er blevet meget klogere – men dog en bil rigere!

    MVH Carsten

  4. En sjov og god artikel om de overvejelser vi alle kommer ud i, når det er tid til bilskifte.

    Dog undrer det mig en hel del, at du angiver en ny bil eller leasing, som en mulighed for at undgå spekulationer over værditab / reparationer.

    En ny bil er da netop den bedste mulighed for at opleve et enormt værditab kontra en brugt nyere bil.

    Kurven på værditabets hastighed knækker ved 4 år på de fleste bilmodeller.

    Derfor vil jeg da mene, at en max. 4 år gammel brugtbil med et overskueligt antal km på bagen, vil give bedste match mellem værditab og købspris kontra udgifter til reparationer sammenlignet med økonomien i en helt ny bil.

    Men der er naturligvis, som du også skriver, langt større risiko forbundet med køb af brugt kontra ny.

    Som dig har jeg også oplevet en enorm udgift ved at købe en gammel brugt bil – den var uøkonomisk med dråberne, dyr i afgift, og forsikring og tabte 50.000 på 3½ år i gensalg.
    Der udover skulle den laves hele tiden.

    De samlede udgifter løber vel op i en lille ny bil -og men havde jeg købt den fra ny, havde jeg mistet endnu mere – også selv om den ikke gik i stykker.

    Uden tvivl en dum ide med en alt for gammel luksus bil – nu har jeg netop købt en nyere brugt bil fra en producent, der har lavere afskrivning og bedre kvalitet.

    Det er min overbevisning, at det er bedste køb – eller som du skriver en ny mindre bil.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here