Moden Saab eller ny Renault? Hvilkenbils Carsten Nymann har endelig overkommet bilkøbets kvababbelser og truffet et nøje gennemtænkt valg…
Erkendelsen kom i form af en invitation til et bryllup i det vestlige Norge. Jeg var ellers ved at være mør efter to måneders intens klikken rundt blandt utallige rustkasser og skrammelbaljer på Den Blå Avis. Tanken om “bare” at lukke øjnene og trække dankortet hos en autoriseret mikrobilsforhandler begyndte at virke mere og mere tillokkende.
Men så kom altså invitationen til langtursbryllup, og tanken stod lysende klart: 1200 km med familien vakuumpakket i en Twingo? Jeg kunne ikke se det for mig.
Noget andet var, at en anden idé over noget tid havde spredt sig i min hjernes forkammer. Et af de bilmærker, jeg har en svaghed for, er Saab. Da jeg voksede op, forstod jeg aldrig rigtig, hvad de fodformede svenskere skulle gøre godt for. Men da jeg for nogle år siden dels blev udstyret med en Saab-elskende svigerfar og dels via mit job kom bag rattet af ikoniske modeller som Sonett, 99 Turbo og 900 Turbo, udviklede jeg en fascination af mærket. Jeg har selv ejet en 900 Turbo og som nævnt i forrige blogindlæg en 9-5.
Men det nye sort i Saab-miljøet er en 9000, hvis status synes at være stærkt opadgående. Efter at have læst en længere artikel om tilblivelsen af den halvitalienske limo, besluttede jeg (lidt hemmeligt – det er jo ikke noget udpræget fornuftskøb), at hvis jeg kunne finde et flot eksemplar, ville jeg have sådan en.
Flotte eksemplarer af 9000 står imidlertid ikke i enhver indkørsel, og en sviptur til Sverige bekræftede mig også i, at kilometertal og kosmetisk stand ikke nødvendigvis er koblet til vedligeholdelsesstanden i motorrummet. Til sidst endte jeg i Ringsted, hvor der stod et eksemplar, som egentlig på papiret lignede skønne spildte kilometer. Bilen, som var en 2,3 turbo med 170 hk og manuelt gear, var ikke af den foretrukne A50 jubilæumsudgave fra 1997, det var en amerikaner-model og så var den beige (for nu ikke at bruge ordet lysebrun) i kabinen. Derudover havde den travet 240.000 kilometer og den forrige ejer havde tydeligvis nydt tobakkens glæder bag rattet. Heldigvis havde han også brugt tid på at skifte olie og vedligeholde sin bil, for den rullende bodega kørte markant bedre end nogen af de øvrige 9000’ere, jeg havde prøvet. Så sådan blev det. Et beløb, der ville have indbragt mig en nydelig hjørnesofa, skiftede hænder, og jeg trillede glad hjemad i min metalgrønne Saab.
Kraftoverskud, retningsstabilitet og generel kvalitetsfornemmelse oser ud af den svenske hævner. Til gengæld rev Prince-parfumen fruen i næsen, da jeg stolte fremviste vidunderet på hjemadressen.
Overordnet set trængte kabinen til en kogevask, og jeg besluttede at udøse en luksus over bilen, som ikke er bekommet nogen af mine tidligere biler. Jeg ringede simpelthen til Universal Bilpleje på Amager og bestilte en professionel kabinerens. Samtidig fandt jeg en tjeneste på internettet, som leverede skræddersyede bilmåtter, og endelig fandt jeg en fyr på Gul & Gratis, som havde et sæt nye solskærme til salg. Bilens originale – der i øvrigt rummer både lys og spejl – sukkede efterhånden efter enten en viagra eller et nådeskud.
Det føltes ærligt talt lidt ekstravagant at smide flere tusinde kroner til skønhedsbehandling efter en bil, som i princippet kan ventes at eksplodere hvert øjeblik. Men jeg har en god mavefølelse med 9000’eren, og efter de første par måneders ejerskab har den ikke sat en fod forkert.
Ejerafgiften er høj, forsikringen lidt stram og den går 10 km/l uanset behandling, så nej, en 20 år gammel 9000 er ikke noget fornuftsægteskab. Til gengæld kan jeg – forhåbentlig – køre til bryllupsfest med et smil om munden. Når jeg lige har fået skiftet olie. Og ordnet den der abs-lampe, der lyser …
Læs også del 1: Bilkøbets kvababbelser
