Bilsalget blomstrede igen i april

Danskernes appetit på nye biler er fortsat historisk høj. Mikrobilerne og skrotning af ’store årgange’ af biler fra sidst i 1990’erne trækker salget.

Det blev indregistreret 16.511 nye personbiler i april, hvilket var en fremgang på 4,3 pct. på årsbasis. Det oplyser De Danske Bilimportører.

Dermed lå salget i april stort set på samme niveau som i marts, hvor der blev solgt 16.814 nye biler. Danskernes appetit på nye biler er med andre ord fortsat på et historisk højt niveau.

“Fremgangen i april er endnu en cementering af, hvor stærk efterspørgslen efter nye biler er i Danmark i øjeblikket. Der indregistreres normalt ikke så mange nye biler i påsken, og da påskedagene lå i april i år og marts sidste år, burde det principielt have ført til et svagere salg i april sammenlignet med sidste år. Når markedet det til trods vokser med over 4 pct., er det endnu et eksempel på den historiske forandring, bilmarkedet er inde i disse år,” siger adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

Ifølge privatøkonom i Danske Bank Las Olsen er en del af årsagen til de høje salgstal fortsat de billige mikrobiler kombineret med den lave rente.

”Nye biler er dyre i Danmark, men mikrobilerne har gjort det væsentligt mere overskueligt at få råd til en ny bil og til bil nummer to i mange familier,” siger Las Olsen.

Han forklarer videre, at salget også gødes af en bølge af udskiftning af ældre biler.

”Mange gamle biler når i denne tid skrotningsalderen, fordi der også var en periode med højt bilsalg, som toppede i 1998,” lyder det fra privatøkonomen.

Tidligere perioder med meget store bilsalg har ifølge Las Olsen typisk været meget korte og drevet af skatteændringer, men i denne salgstop er der bare usædvanlig stor efterspørgsel på nye biler, vurderer han.

VW Up fortsætter sin sejrsgang i Danmark, mens lidt større biler som Ford Fiesta, Peugeot 208 (billedet), Skoda Octavia og ikke mindst den nye Nissan Qashqai rykker stærkt op i tabellen.

Bilsalgets top 20 i april:

1. VW Up: 981
2. Ford Fiesta: 969
3. Peugeot 107: 796
4. Peugeot 208: 508
5. Citroën C1: 478
6. Skoda Octavia: 449
7. Nissan Qashqai: 444
8. VW Golf: 444:
9. Renault Clio: 409
10. Toyota Yaris: 365
11. Hyundai i20: 333
12. Kia Rio: 307
13. Skoda Citigo: 298
14. Renault Captur: 297
15. Toyota Aygo: 281
16. Citroën C3: 274
17. VW Polo:  273
18. Kia Picanto: 248
19. Audi A3: 238
20. Opel Corsa: 215

[email protected]

1 COMMENT

  1. Øh – Er Ford Ka pludselig helt ude af top 20 ?? Det lyder mærkeligt.- Men FDM har nøjagtige samme liste, så det må vel passe.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here