Salget af nye personbiler skifter til et højere gear – næsten 17.000 solgte biler og en stigning på knap 11 procent i forhold til sidste år lød bilsalget i oktober.
Bilsalget i oktober var historisk højt. Helt præcist fik 16.871 nye personbiler fik i løbet af måneden nummerplader på for første gang, og det er hele 10,9 % flere end i oktober sidste år, oplyser De Danske Bilimportører.
”Bilsalget fortsætter med at udvikle sig særdeles positivt. Næsten 17.000 nye personbiler i en oktober måned er historisk, og vi skal huske, at den tocifrede fremgang vel og mærke finder sted i forlængelse af to rekordår for bilsalget. Det gør fremgangen endnu mere imponerende, og der sker i øjeblikket en foryngelse af bilparken, som bl.a. gavner klima og trafiksikkerhed”, siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen.
I september blev der til sammenligning kun rullet 14.585 nye personbiler ud fra bilforhandlerne.
En ting er der dog ikke ændret på; det er de små biler, danskerne kaster sig over. Den lille bilklasse med Up, Skoda Citigo, Toyota Aygo, Citroen C1, Peugeot 107 m.fl. stod også i oktober for over 60 procent af det totale salg.
Og det er heller ikke nyt, at det er VW Up, der sidder tungt på tronen som mest solgt. Men i oktober halede Ford Fiesta (billedet) fra den større miniklasse alvorligt ind på Up og snuppede 2. pladsen kun 50 biler efter VW’en. Ford Fiesta har netop fået et vellykket facelift og en god start på tilværelsen med en perlerække af positive biltests – også her på hvilkenbil.dk. Læs testen her: Fantastiske Ford Fiesta
Kigger vi på, hvilke bilmærker, der solgte mest i oktober, er det også VW og Ford, der løber med 1.- og 2. pladsen.
Top 20 for personbiler, Okt. 2013 | |||
Plac. | Mærke/model | Antal | Andel |
1 | VOLKSWAGEN UP! | 893 | 5,3% |
2 | FORD FIESTA | 844 | 5,0% |
3 | TOYOTA AYGO | 711 | 4,2% |
4 | PEUGEOT 107 | 605 | 3,6% |
5 | RENAULT Ny Clio | 544 | 3,2% |
6 | PEUGEOT 208 | 523 | 3,1% |
7 | SKODA CITIGO | 442 | 2,6% |
8 | KIA PICANTO | 441 | 2,6% |
9 | CITROEN C1 | 426 | 2,5% |
10 | TOYOTA YARIS | 422 | 2,5% |
11 | SKODA OCTAVIA | 414 | 2,5% |
12 | VOLKSWAGEN GOLF | 395 | 2,3% |
13 | CITROEN C3 | 357 | 2,1% |
14 | KIA RIO | 338 | 2,0% |
15 | FIAT 500 | 323 | 1,9% |
16 | FORD KA | 293 | 1,7% |
17 | KIA CEED | 273 | 1,6% |
18 | HYUNDAI I20 | 271 | 1,6% |
19 | TOYOTA AURIS | 244 | 1,4% |
20 | SUZUKI SX4 | 239 | 1,4% |
Total top 20 | 8.998 | 53,3% | |
Øvrige | 7.873 | 46,7% | |
Total | 16.871 | 100,0% | |
Kilde: De Danske Bilimportører