Efter et lille fald i juli kom bilsalget tilbage på rekordkurs i august. 2014 kan ende med et samlet salg på 200.000 biler, vurderer analytiker.
14.604 nye biler rullede i august ud på de danske veje for første gang, og det var en stigning på 2,1 procent i forhold til samme måned sidste år. De flotte august-tal underbygger bilimportørernes forventninger om, at den positive udvikling i salget vil fortsætte året ud.
”Salget udvikler sig meget lig vore forventninger og med mange nye modeller på markedet, høje brændstofpriser og et fortsat voksende transportbehov, forventer vi også i de kommende måneder høje salgstal. Andet halvår af 2013 var utroligt flot, og det skal naturligvis tages i betragtning, når vi sammenligner i de kommende måneder, men helt overordnet forventer vi en fortsat positiv markedsudvikling”, siger adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
I juli var bilsalget 14.267, så også her er der en fremgang i august på knap 2,4 procent.
Blandt økonomer ynder man dog at sæsonkorrigere tallene, og det understreger ifølge privatøkonom Las Olsen i Danske Bank kun fremgangen.
Efter vores beregninger svarer det til en fremgang på knap seks procent i forhold til juli korrigeret for sæsonudsving. Bilsalget har været lidt for nedadgående siden februar, men vender nu altså den anden vej. Under alle omstændigheder er der tale om et højt bilsalg. Vi kommer tæt på 200.000 nye personbiler i 2014 som helhed,” siger Las Olsen i en kommentar til statistikken.
Hos bilimportørerne oplever man også fremgangen i august som rigtig positiv efter det lille dyk i juli.
”Helt overordnet er markedet ved at stabilisere sig på et historisk højt niveau, fordi rigtig mange danskere har opdaget, at det i mange tilfælde kan være en god forretning at skifte en ældre brugt bil ud med en ny, der har langt bedre brændstoføkonomi,” siger adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
At der bliver solgt så mange nye biler her i 2014 hænger da ifølge Las Olsen fra Danske Bank også især sammen med det store marked for billige mikrobiler, som kører langt på literen. Men det spiller samtidig ind, at bilsalget også var stort for 16 år siden, forklarer han.
”Derfor er der mange biler, som for tiden når skrotningsalderen herhjemme.”
Las Olsen hæfter sig også ved, at forbrugertilliden blandt danskerne er ekstremt høj, og det vil under normale omstændigheder være godt for salget af de dyrere biler. Men trods meldinger fra bilbranchen om, at udviklingen går den vej, er det endnu svært at få øje på effekten i tallene for privatforbruget fra Danmarks Statistik, bemærker han. De helt små biler i mikroklassen dominerer fortsat slaget. Største overraskelse er faktisk, at den nye Toyota Aygo er kommet så godt fra start, at den ligner en reel udfordrer til evigt populære VW Up.
Læs også: Bilsalget tog en slapper i juli
Bilsalget i august:
1. VW Up: 711
2. Toyota Aygo: 663
3. Peugeot 208: 502
4. Skoda Octavia: 459
5. Peugeot 108: 443
6. Kia Rio: 433
7. VW Golf: 422
8. Ford Fiesta: 364
9. Mitsubishi Space Star: 333
10. VW Polo: 325