BILTEST: Hyundai Tucson er designet med kant, spækket med udstyr og som ladehybrid har den et batteri med god, elektrisk rækkevidde.
Hvilken bil?
Hyundai giver den design-gas, og den nye Tucson er endnu et udtryk for, at sydkoreanerne gennemgår en nytænkende forvandling.
Testbilen er en af det seneste års populæreste typer – en ladehybrid i SUV/crossover-habit med et pænt stort batteri på 13,8 kWh. Under optimale forhold holder det bilen i ren eldrift over 62 kilometer. Systemydelsen er 265 hestekræfter, automatgear er standard, og billigste Pure koster 325.000 kroner. Som et minimum må næste niveau, Essential, anbefales – den koster yderligere 15.000 kr. og har til forskel fra Pure varme i forsæder og rat, baksensor og højdejusterbart passagersæde.
Sikkerhedsudstyret er ganske omfattende med automatisk nødbremse, der ser både fodgængere og cyklister, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent og skiltegenkendelse.
Testbilen er topmodellen Advanced til 375.000 kr., og for de ekstra 35.000 kr. i forhold til Essential får man lækkerier som blandt andet LED-forlygter, navigation, p-sensorer, varme i bagsædet, 3-zonet klimaanlæg samt aktiv blindvinkel-sensor.
Tucson fås også uden plug-in-delen fra 290.000 kr., som mildhybrid med 48 Volts batteri, automatgear og minimum Essential-udstyr til 350.000 kr. – altså 10.000 kr. dyrere end plug-in-hybriden. Diesel fås fra 400.000 kr.
Vidste du at?
Den sydkoreanske SUV er opkaldt efter byen Tucson i Arizona, USA. Ganske som storebror har navn efter byen Santa Fe i New Mexico.
Hvor første generation i 2004 var lige så uspændende som det sydkoreanske folkekøkken, så er der med fjerde generation hældt ’sensuous sportiness’ på – sensuel sportslighed – som der står i brochuren.
Og markant er den nye Tucson med for eksempel frontgrillen, hvor LED-kørelyset består af fem små lygter i hver side i et karakteristisk mønster. Når lyset er slukket, har de ti lygter samme farve som resten af grillen. Skuldrene er brede, og effekterne så skarpe, at man kan skære sig på dem, og Tucson står stærkt i konkurrencen med den nyeste udgave af søstermodellen Kia Sportage.
Hvordan er førerpladsen?
Indvendigt er fornyelsen fortsat. Men her noget mere afdæmpet, hvor det 4-egede rat sammen med gearvælgeren, der består af fire knapper – D, N, R og P – nok er det, der skiller sig mest ud. Interiøret er nærmest eksklusivt med bløde og afrundede linjer, omend der er en del hård plast. Sæderne er brede og støtter fint, og i førersædet bliver man mødt af det næsten totale fravær af tryk- og drejeknapper.
Det vil sige, at alle funktioner betjenes ved at berøre det dertilhørende symbol på den store, klare 10,25 tommer skærm i midterkonsollen. Den smartphone-lignende betjening bryder vi os ikke om her på Hvilkenbil, for det kræver, at man fjerner blikket fra vejen for at være sikker på, at fingeren præcist berører det blå eller røde symbol for at skrue ned eller op for klimaanlæggets temperatur. En drejeknap, der siger “klik”, er absolut at foretrække, for efter kort tilvænning finder fingrene uden problemer vej til den, uden at man skal fjerne blikket fra vejen.
Hvordan opleves kabinen?
Tucson den fjerdes platform er helt ny, og det betyder i forhold til forgængeren tre centimeter længere akselafstand – nu 268 cm – og et bagagerum, der sluger op til 577 liter. Dog en smule mindre – 558 liter – i ladehybriden, hvor batterierne stjæler en smule plads. Det trækker ned, at der ikke er en kælder under bagagerummets gulv til ladekablerne.
Pladsen på bagsædet med det justerbare ryglæn er rigelig til tre voksne, hvilket den stort set fraværende kardantunnel bidrager til.
Er sikkerheden i orden?
Mængden af sikkerhedsudstyr er selv fra billigste Tucson rigelig, nok til at bilen scorede de fem maksimale stjerner i Euro NCAP’s 2021-test.
Hvor man i nogle biler efter få kilometers lande- eller motorvejskørsel bliver grundigt træt af den aktive vognbaneassistent, der er alt for følsom og i nogle tilfælde nærmest skræmmende formynderisk, så fungerer Tucsons assistent blidt og venligt uden det mindste optræk til panik.
Testbilen er desuden udstyret med en 16.000 kroners førerpakke, der blandt andet indeholder et meget velfungerende blindvinkel-kamera med visning i instrumentbordet. Det vil sige, at når man blinker for at skifte vognbane eller for at lægge an til et højresving, aktiveres kameraet i sidespejlet, og så fremgår det tydeligt, om man er ved at overse en bilist i vognbanen ved siden af eller forud for højresvinget en cyklist. I samme pakke indgår et 360 graders kamera af virkelig høj kvalitet.
Hvordan kører den?
Komfortabelt er det samlende ord, når Tucsons køreegenskaber skal på formel. Som SUV er man høj og skal flytte en del luft. Kraftig sidevind på Storebæltsbroen går ikke ubemærket hen over den høje Tucson. Men generelt er den koreanske SUV stabil, og Tucson gør sig godt som langtursbil.
Letkørt er den også. Trods størrelsen vil selv uerfarne chauffører ret hurtigt føle sig tilpasse og trygge bag rattet.
Hvordan er motoren?
Fuldt opladet kan Tucson PHEV på papiret køre 62 kilometer på ren el. I praksis lykkedes det at få cirka 50 kilometer ud af den, og det er bestemt godkendt.
Med opladning hjemme vil man med eksempelvis en daglig pendlerkørsel på 100 kilometer få en fornuftig økonomi ud af det.
I hybridmode, hvor bilen selv hitter ud af, hvad der skal drive den, foregår skiftene mellem benzin og el gelinde, hvis man behandler speederen lige så gelinde.
En del af testkørslen var 600 kilometers motorvejskørsel uden mulighed for opladning, og når batteriet er tomt, suger benzinmotoren godt med væske op af den 42 liter store tank. Her skal man ikke regne med mere end 14-15 km/l.
Der kan hægtes 1.350 kilo på anhængertrækket, hvilket er 300 kilo mindre, end de øvrige må slæbe.
Passer prisen?
Som ladehybrid fik Tucson ved årsskiftet et lille plus på prislappen – 16.000 kr. – men 340.000 kr. for en mellemudstyret Essential med stort set alt det udstyr, man måtte have brug for, er stadig særdeles rimeligt og grundlæggende det bedste køb.
Vil man forkæle sig selv, stikker Advanced til 375.000 kr. slet ikke af. Den har så meget udstyr, at den nærmest er luksuriøs, og førerpakkens sikkerhedsudstyr til 16.000 kr. – i øvrigt inklusive et Krell premium-lydsystem – er godt givet ud.
Er der alternativer?
VW Tiguan (fra 395.000 kr.) og Toyota RAV4 (fra 440.000 kr.) er sammenlignet med Tucson uden for pædagogisk rækkevidde.
I forhold til de prismæssigt mere sammenlignelige konkurrenter står Tucson PHEV ganske stærkt. Citroën C5 Aircross og Mitsubishi Eclipse Cross fås fra henholdsvis 320.000 og 335.000 kr., og søsterbilen Kia Sportage i en mellemudstyret udgave går for 365.000 kr.
Den mest solgte bil i Danmark i 2021, Ford Kuga, hører bestemt også med i ligningen – med det sporty ST Line-udstyr og et par pakker, så den kan sammenlignes med Tucson Advanced, ender plug-in-Kugaen i omegnen af 390.000 kr. En ned-i-detaljen-sammenligning kræver nærmest et Excel-ark for at finde frem til, hvor man får mest for pengene.
Som altid, når vi har med Hyundai at gøre, så glem ikke trumfkortet på fem års garanti uden kilometerbegrænsning.
Konklusion:
For: Udstyr, garanti, design.
Imod: Savner tryk- og drejeknapper, ikke plads til ladekabler.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Hyundai Tucson PHEV 1,6 T-GDI 4WD Advanced
Vejl. pris, inkl. lev.: 375.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Privatleasing: 4.145 kr./måned. Førstegangsydelse 29.995 kr. (15.000 km/år, leasingperiode 36 måneder. Plus 300 kr./måned pr. 5.000 ekstra årlige kilometer) Billigste 3.745 kr./måned (1,6 T-GDI 4WD Essential)
Årlig ejerafgift: 680 kr.
Garanti (rust/mekanik/batteri): 12/5/8 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6 + centerairbag
Længde/bredde/højde: 450/187/165 cm
Bagagerum (min/max): 558/1.721 liter
Vægt: 1.924 kg
Anhængervægt: 1.350 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter turbobenzin
Batteri: 13,8 kWh
Systemeffekt: 265 hk
Rækkevidde på el: Op til 62 km
Opladning: 102 minutter (7,3 kW), 6,5 timer (2,3 kW)
Forbrug (EU-norm): 71,4 km/l (31 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 15,8 km/l
0-100 km/t: 8,2 sek
Topfart: 191 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistregistrering, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, aktiv blindvinkel-sensor, vejskiltegenkendelse, nødopkald, LED-forlygter, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 3-zonet klimaanlæg, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, p-sensor for og bag, bakkamera, bluetooth, digital instrumentering, 10,25 tommer skærm, Apple Carplay/Android Auto, navigationsanlæg, højdejusterbare forsæder, varme i rat og forsæder, varme i bagsæde, nøglefri betjening, 19 tommer alufælge.
Metallak: 7.495 kr.
Førerpakke inkl. motorvejsassistent (vognbaneassistent m. følgefunktion og navigationsbaseret adaptiv fartpilot), blindvinkelsensor m. visning i instrument, nødbremse ifbm. bakning, 360 graders kamera, premium lydanlæg): 15.995 kr.
El-betjent bagklap: 7.495 kr.
Lædersæder: 13.495 kr.
(*Anslået af hvilkenbil.dk)