Hold på sommerskjorten: BMW erstatter kulfiber med hør i flere biler. Plantefibre er både grønnere, billigere og nemmere at genbruge.
Hvad har din bløde, hvide sommerskjorte eller -kjole tilfælles med lynhurtige racerbiler?
Mere end man skulle tro. I hvert fald hos BMW, der har fundet en helt ny måde at bruge planten hør på, som vi ellers mest kender som et luftigt tekstil til sommertøj.
BMW har i årevis været kendt for at bruge kulfiber i jagten på lav vægt og høj ydeevne. Men materialet er både dyrt, svært at genanvende og udleder store mængder CO₂ under produktionen. Derfor er tyskerne nu på vej i en helt ny retning: De skifter i stigende grad kulfiber ud med fibre fra hørplanter.
Stærkt som kulfiber
Hørfibrene bliver bearbejdet til et kompositmateriale, der er næsten lige så stærkt og let som kulfiber. Men fremstillingen udleder op mod 40 procent mindre CO₂, og når bilerne engang skal skrottes, er materialet langt nemmere at genanvende. Det gør hør til et oplagt valg i en tid, hvor bilproducenter presses til at sænke deres klimaaftryk.

BMW samarbejder med den schweiziske cleantech-virksomhed Bcomp, som leverer materialet. Inden det kom ud på almindelige biler, har det været gennemprøvet på racerbanen i bl.a. Formel E, DTM og senest i sportsvognen BMW M4 GT4, hvor mange af kulfiberdelene allerede er skiftet ud med naturlige fibre.
Klar til serieproduktion
Hos BMW vurderer man nu, at materialet er “seriemodent”.
Det betyder, at vi fremover vil se hør anvendt på flere af mærkets modeller – ikke kun på eksotiske racerbiler, men også i almindelige serieproducerede BMW-modeller. Det kan for eksempel være tagpaneler, dørbeklædninger og interiørdele, hvor der i dag bruges kulfiber eller plast.
BMW har længe arbejdet med kulfiber. Nyere modeller som elbilerne i3 og den nuværende iX er delvist bygget i kulfiber.
EU tæt på forbud
Der er ikke kun klimahensyn på spil. Hvilkenbil.dk har tidligere beskrevet, hvordan EU tidligere i år overvejede at forbyde kulfiber, fordi de fine fibre kan udgøre en sundhedsrisiko for både arbejdere og miljø.
EU tog dog meget hurtigt forslaget af bordet efter heftige protester fra bilindustrien. I stedet lovede EU at støtte udviklingen af mere bæredygtige alternativer.
Hør er et af dem. Og ved at skifte til plantefibre som hør sikrer BMW sig mod en fremtid, der måske alligevel kan ende med et forbud mod kulfiber, netop fordi der udvikles mere miljøvenlige alternativer.