I 2028 er BMW klar med i4 Cabriolet - en åben udgave af i3 med to døre og stoftag. Dermed får BMW frit spil i en lille niche for elbiler.
Åben bilkørsel uden motorlyd, så du bedre kan høre fuglefløjt eller musikken på stereoanlægget…
Elmotorer lyder som den perfekte opskrift på åbne biler, men meget få bilmærker har endnu lanceret topløse elbiler.
Men nu er BMW på vej med et svar på det åbne spørgsmål. Ifølge sædvanligvis velorienterede BMW Blog, lancerer BMW i 2028 en i4 Cabriolet.
Baseret på i3
Dermed vender BMW tilbage til nummerbetegnelser, hvor 4-serien er de sportslige udgaver af 3-serien - i dette tilfælde den kommende Neue Klasse elbil i3.
Når det overhovedet giver mening for at BMW at lancere noget så nichepræget som en elektrisk cabriolet, skyldes det, at i4 Cabriolet ‘bare’ bliver en variant af i3: Platform og teknik findes allerede, BMW sætter blot et nyt karrosseri ned på Neue Klasse-platformen.
Ifølge BMW Blog bliver i4 en cabriolet a la den nuværende, åbne i4 med fossilmotor. Altså to døre og fire siddepladser under et eldrevet stoftag. Der bliver ikke tale om at vende tilbage til et elektrisk foldetag af stål, som BMW tidligere har benyttet i 4-serien.
Kommer også som coupé
Angiveligt vil BMW også lave en Neue Klasse i4 Coupé - altså en to-dørs sportslig udgave af i3. Det giver mening - når man alligevel laver den to-dørs cabriolet, vil det være relativt nemt at lave samme bil med fast tag.
Selv om der stadig er to år til at BMW’s Neue Klasse smider toppen, får BMW næsten en hel niche for sig selv.
Kun få konkurrenter
I skrivende stund findes der kun ganske få elektriske biler med stoftag. Maserati tilbyder sportsvognen Folgore, MG roadsteren Cyberster og Fiat var tidligt ude med en Cabriolet-udgave af den elektriske 500, mens Mini har indstillet produktionen af Cooper Cabriolet.
I Kina findes der enkelte, topløse elbiler, men ingen af dem har - udover MG Cyberster - endnu fundet vej til Europa. BYD Denza Z er lige på trapperne, men bliver en kostbar supersportsvogn med over 1.000 hestekræfter. Og så venter vi stadig på, at Tesla lancerer den nye udgave af Roadster, som Elon Musk har lovet siden 2017.
Vigende salg af åbne biler
Dermed får BMW næsten frit spil med en kommende i4 Cabriolet i en klasse, hvor køberne er entusiaster og gerne lægger lidt ekstra for en særlig bil. Udfordringen er, at klassen for åbne biler - uanset motortype - bliver stadig mindre år for år.
Derfor tøver selv Porsche med at lancere en elektrisk udgave af sin mindste åbne bil, 718 Boxster. Spørgsmålet er, om overgangen til el kan give åbne biler et comeback? Vil kunderne glæde sig over, at det bliver lettere at høre omgivelserne med taget nede? Eller vil de savne motorlyden?
Svaret blæser endnu i vinden - med BMW i4 Cabriolet får vi snart et svar.






