BYD dropper prisbombe med Danmarks billigste elbil

BYD Dolphin Surf bliver som ventet Danmarks billigste elbil, når den får premiere i weekenden. Rækkevidden er dog beskeden.

Spændingen er udløst. Efter måneders spekulationer om, hvorvidt den kompakte, fire meter lange kinesiske mini-elbil BYD Dolphin Surf kunne vende op og ned på markedet med rekordlave priser, har vi svaret: Og det er et klart ja – med et par forbehold.

150.000 kr. rækker til basismodellen Active med overraskende meget udstyr. Det gør klart BYD Dolphin Surf til Danmarks billigste elbil. Nærmeste rival er den udgående MG ZS EV, der fås som lagerbil til 170.000 kr.

Og her kommer så første, vigtige forbehold: Den billige basisudgave kommer ikke til Danmark før næste år. Så indtil det sker, kan BYD faktisk ikke gøre krav på titlen som Danmarks billigste elbil.

Masser af udstyr

Trods discountprisen er der ikke sparet på udstyret.

Active har bl.a. metallak, nøglefri betjening, fjernlysassistent, kunstlæderindtræk, klimaanlæg og 10-tommers infotainmentsystem med navigation og stemmestyring, der både kan vise vej og rulle vinduerne op og ned.

Der er også trådløs Android Auto og Apple CarPlay, parkeringssensorer bag og bakkamera. Sikkerhedsudstyret er omfattende med bl.a. adaptiv fartpilot, intelligent hastighedskontrol, vognbaneassistent, skiltegenkendelse og automatisk nødbremse.

Den hidsige farve her er standard på BYD Dolphin Surf. Andre farver koster 5.600 kr. ekstra.

Der mangler med andre ord ikke rigtigt noget i selv den billigste Dolphin Surf. Her har den lille kineser en klar fordel sammenlignet med de mere skrabede basisversioner af konkurrenter som e-c3 og til dels Renault 5.

Kort rækkevidde

Der er dog et men: I Active-udgaven nøjes BYD med et beskedent batteri, der kun rækker til 220 km efter WLTP-normen. Reelt vil der være tale om noget kortere rækkevidde. Især hvis man bevæger sig uden for byen på kolde dage – her skal man nok være glad for at nå 150 km.

Løsningen er mellemste udstyrstrin, Boost. Prisen stiger til 175.000 kr., men batteriet vokser samtidig til 43 kWh, hvilket øger rækkevidden til mere duelige 322 km.

Elmotoren, der trækker på forhjulene, er den samme som i Active, og yder beskedne 65 kW (88 hk).

Boost-udgaven tilføjer også detaljer som 16-tommer alufælge, regnsensor og el-justerbare forsæder til udstyrslisten.

Med Boost-udstyr nærmer BYD Dolphin Surf sig hastigt basisudgaven af den vellykkede Renault 5, der til 185.000 kr. har 88 kW-motor (120 hk) og 312 km rækkevidde. Det sætter prisen i perspektiv: Dolphin Surf er billig, men ikke chokerende billig…

Topmodel under 200.000 kr.

Skal der Surfes lidt hurtigere i den kompakte BYD, skal man op i topmodellen Comfort.

Til 190.000 kr. har den samme batteri som Boost, men en kraftigere motor med 115 kW (156 hk). Udstyret er komplet med bl.a. LED-forlygter, varme i forsæderne, trådløs mobilopladning og 360 graders kamera.

Der er masser af fysiske knapper i Dolphin Surf. Det skal lette betjeningen.

Rækkevidden er 310 km. Alle udgaver af Dolphin Surf kan lynlade fra 10-80 pct. på ca. en halv time. Det er langsomt, de beskedne batterier taget i betragtning, og skyldes en max-ladeeffekt, der topper omkring 65 kW. Opladning med vekselstrøm, som man f.eks. har derhjemme, sker dog med de gængse 11 kW.

Stærk garanti

Til gengæld er BYD helt i top, når det gælder garanti. Der er seks år/150.000 km på selve bilen, mens batteriet har otte års garanti eller op til 200.000 km.

Den danske BYD-importør inviterer til Åbent Hus i den kommende weekend hos danske BYD-forhandlere. De første biler leveres fra midten af juli.

Lynanalyse: Surf kan give BYD tiltrængt gennembrud

BYD er på rekordtid blevet verdens største elbilproducent. Ambitionerne er enorme. Også i Europa, hvor salget ikke desto mindre har skuffet i en grad, så BYD har skiftet ud i sin europæiske ledelse. Også i Danmark har BYD måttet se en opkomling som Xpeng rykke forbi.

Minibilen Dolphin Surf kan blive det gennembrud, som BYD har ventet på. Også i Danmark, hvor den lave pris endelig gør det muligt for det store flertal af danskere at skifte til elbil.

Spørgsmålet er, om BYD kommer en lille smule for sent. Europæiske konkurrenter som Citroën ë-C3, Renault 5, snart Fiat Panda og koreanske Hyundai Inster står traditionelt stærkt hos danske bilkøbere og tilbyder et kendt, ikke-kinesisk alternativ.

Men basisprisen på Dolphin Surf er virkelig lav – og en stærk pris plejer at flytte masser af metal på det danske bilmarked. Her er titlen som Danmarks billigste elbil et ægte trumfkort. Som BYD altså først har på hånden i 2026.

Fakta: BYD Surf

Fem-dørs mini-elbil med plads til fire.

Længde/bredde/højde: 399/172/159 cm
Akselafstand: 250 cm

Udstyrsvariant Motor, batteri Rækkevidde Pris
Active 65 kW, 30 kWh 220 km 150.000 kr.
Boost 65 kW, 43 kWh 322 km 175.000 kr.
Comfort 114 kW, 43 kWh 310 km 190.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here