Caddy som nyt håndværkertilbud til familien

Fjerde oplag af den tyske ‘Postmand Per’ bil VW Caddy ligner sig selv, men er fuld af ny teknik som nødbremse, trykfølsom skærm og mulighed for adaptiv fartpilot.

Postmand Per-bil, familiecontainer eller franskbrød: Kært barn har mange øgenavne og få biltyper har ansporet til mere hån, spot og latterliggørelse end de små håndværkervans, når de skifter gule plader ud med hvide. Her på redaktionen har vi dog en vis veneration for biltypen, der ofte kører bedre end sit rygte og slår alt, når det gælder plads og praktisk sans.

Det begyndte med franske Citroën Berlingo, og siden har de fleste mærker med respekt for profitable nicher lavet lignende udgaver. En af de mere succesfulde er VW Caddy, der har været på markedet siden 1996. Det var dog først med modellen i 2004 at VW var i stand til at tage kampen op med Berlingo, der på et tidspunkt solgte som varme miniflutes. Også selv om især familiefædre fik prædikatet tøffelhelt, hvis de lod sig overtale til den rustikke Citroën med den imponerende appetit på barnevogne men absolut ingen sexappeal.

Siden er Postmand Per-typerne faldet i popularitet. Sidste år blev der kun solgt et par hundrede VW Caddy på hvide plader, mens den omvendt blev Danmarks 8. mest solgte gulpladebil. Selv Berlingo har svært ved at tiltrække købere, der især har kastet deres kærlighed på mere maskuline crossover-typer.

Samme bil – ny teknik
Efter ti år på markedet er VW klar med det, de kalder fjerde generation af Caddy. Ret beset er bilen basalt set den samme – med stiv bagaksel med bladfjedre og det hele – men tyskerne har dog gennemført den helt store forårsrengøring.

Designet er strammet op med de rette linjer og skarpe streger, som VW-koncernen dyrker for tiden, og indvendig er kabinen blevet mere personbilsagtig end nogensinde. Største forbedringer ligger dog i elektronikken. Caddy har nemlig fået meget af high-tech-udstyret fra VWs personbiler som bl.a. automatisk nødbremse, multikollisionsbremse og overvågningssystemet Front Assist.

Mod merpris kan du opgradere til multimediesystem med seks tommers trykfølsom skærm, p-sensor, parkeringsassistent, bakkamera, træthedsregistrering, komfortsæder og så et stykke luksus som Postmand Per hidtil kun har drømt om: Radarstyret fartpilot, der selv holder afstand til forankørende.

Motorerne får også en overhaling – og der er imponerende mange af dem: Hele fire dieselmotorer – alle på 2,0 liter, men med ydelser, der varierer fra 75 til 150 hk. Benzinmotorerne, der især vil tiltale familierne, fås i tre aftapninger: 1,2 med 84 hk, 1,4 med 125 hk og en ny 1,0 med 102 hk.

Moderesistente familiefædre, håndværkere og postbude kan komme ud at køre i den nye Caddy til efteråret. Priserne er endnu ukendte, men i dag begynder priserne for en Caddy på hvide plader ved godt 180.000 kr.

Både sæder, instrumenter og betjeningsgreb får et løft i fjerde oplag af VW Caddy. Som sædvanlig fås Caddy med plads til enten fem eller syv personer.
Både sæder, instrumenter og betjeningsgreb får et løft i fjerde oplag af VW Caddy. Som sædvanlig fås Caddy med plads til enten fem eller syv personer.

Læs om Caddys diamentrale modsætning her: VW Phaeton

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here