Opel kan være på vej til at genoplive en af mærkets mest ikoniske modeller, Calibra. For nylig kom det frem, at tyskerne er på vej med en fjerde variant af Insignia.
GM blæser til retræte og trækker Opel ud af det kinesiske marked. Mens prestigemærker som Audi, BMW og ikke mindst GM’s eget Buick nyder succes på det voksende kinesiske marked, har Opel skuffet med blot 4.365 solgte biler i 2013.
Til gengæld skal Opel koncentrere sig om hjemmemarkedet i Europa, og – nok så interessant – frem over producere to modeller, som kan sælges i USA under Buick-brandet.
I forvejen sælges både Opel Insignia, Mokka og Astra sedan under Buick-paraplyen i USA med modelnavnene Regal, Encore og Verano.
Ifølge det sædvanligvis velinformerede medie Automotive News vil den første af de to allerede blive præsenteret i slutningen af 2014, og det ventes, at der bliver tale om en let modificeret udgave af Opels store cabriolet Cascada.
Den anden store nyhed bliver væsentligt mere interessant for Opel-fans. Automotive News citerer nemlig GM for, at der bliver tale om en fjerde variant af Opel Insignia, som i dag fås som stationcar, 4-dørs sedan og 5-dørs hatchback.
Da Cascada allerede dækker behovet for en 4-personers cabriolet, synes en coupé af være eneste logiske mulighed – enten med to eller fire sidedøre. Og så er vejen banet for et comeback til en af Opels mest elskede bildesign i mærkets historie, nemlig Calibra. Og nej, der er ikke tale om en aprilsnar – nyheden slap ud mens det endnu var marts.
Calibra-navnet registreret i USA
Nyheden vejer i øvrigt særligt tungt, fordi Opel den 18 december sidste år registrerede netop modelnavnene Cascada og Calibra hos USA’s patent og varemærkekontor.
Endnu har GM, som spenderer 245 millioner euro i udviklingen af de nye modeller, dog tavse omkring præcis, hvad der er i vente.
Den oprindelige Opel Calibra var baseret på første generation Vectra og blev produceret i totalt 239.118 eksemplarer fra 1989 til 1997.