Fiat skærper konkurrencen blandt de billigste elbiler med 20.000 kroners rabat på Grande Panda samt et års gratis opladning.
Priskrigen på elbiler rykker ned i den mindste og billigste klasse, hvor mange danskere har råd til at være med.
Det er Fiat, der barberer 20.000 kroner af prisen på elbilen Grande Panda, der er blandt de mere farverige og charmerende indslag i klassen for kompakte elbiler. Tilbuddet forstærkes af, at Fiat giver installering af Clever-ladestander med ét års gratis elforbrug med i købet. Clever-løsningen har en værdi af næsten 13.000 kroner. Og endnu mere, hvis man er flittig med kørslen.
Tredje billigst
Fiat Granda Panda findes kun i den topudstyrede La Prima version, der tidligere kostede 190.000 kroner, men nu kan købes for 170.000 kroner.
Før kampagnen var den elektriske Fiat den ottende billigste elbil i Danmark. Med rabatten er Grande Panda nu den tredje billigste elbil på det danske marked. Kun den skrabede basisudgave af søsterbilen Citroën ë-C3 You! og kinesiske BYD Dolphin Surf Boost er billigere - begge til 150.000 kroner.
Veludstyret men doven
Fiat har dog puttet væsentligt mere udstyr i Grande Panda, der blandt andet har alufælge, klimaanlæg, sæde- og ratvarme, p-sensorer for og bag, bakkamera og navigation.
Teknisk er Panda’en - som bjørnen, den er opkaldt efter - lidt til den dovne side. Elmotoren trækker med 83 kW (113 hk) på forhjulene og batteriet på 44 kWh tager teoretisk op til 100 kW i en lynlader.
I praksis kom vi aldrig over 67 kWh, da vi testede Grande Panda, og du skal regne med, at det tager omkring tre kvarter at lade batteriet fra 10 til 80 procent. Til gengæld besidder den elektriske bamse noget charme, som der kan være langt imellem hos konkurrenterne.
Matcher søsterbilen på pris
Med kampagnen skærper den danske Fiat-importør, Wismo Group, konkurrencen blandt de mindste og billigste elbiler. Det er ikke nyt for Wismo, der med flere prisfald har sørget for, at Citroën ë-C3 kan kalde sig Danmarks billigste elbil.
Med rabatten på Fiat Grande Panda matcher Wismo sådan set bare prisen på den teknisk og udstyrsmæssigt tilsvarende Citrën ë-C3 VTR Sport.
Der er tale om en kampagne for Grande Panda på lager. Når lageret er solgt eller senest med udgangen af april, kan prisen ryge tilbage på 190.000 kroner.






