Det er ikke kun Citroën C3, der kører rundt med livsfarlige airbags – dansk importør har tilbagekaldt yderligere tre Citroën-modeller.
Problemet med livsfarlige airbags fra den japanske underleverandør Takata fortsætter med at brede sig.
I juni udstedte Citroën et ’stop-drive’ kørselsforbud for alle Citroën C3 og DS3 fremstillet mellem 2009 og 2019. I Danmark handler det om flere end 19.000 biler.
Kørselsforbuddet kom efter et dødsfald i Frankrig tidligere i juni. Her blev en 37-årig kvinde slået ihjel, efter at airbaggen i hendes Citroën C3 blev udløst i forbindelse med et mindre uheld.
At det endte fatalt skyldtes fejl i selve airbaggen fra den japanske underleverandør Takata. Over tid kan de kemikalier, der indgår i sprængladningen, blive dårlige og udløse airbaggen med så stor kraft, at metaldele rives løs med dræbende kraft.
C4, DS4 og DS5 har også fejl
I sidste måned måtte Mercedes tilbagekalde over 200.000 biler med samme fejl.
Nu viser det sig, at Citroën også har tilbagekaldt tre andre modeller med farlige airbags. Det drejer sig om C4, DS4 og DS5.
Ifølge den danske Citroën-importør, Wismo Group, er der også her tale om airbags fra Takata.

Herhjemme drejer det sig om 5.512 biler. Ifølge importøren er alle berørte biler blevet indkaldt. For Citroën C4, som der kører langt flest af, drejer det sig om biler produceret mellem 2. februar 2010 og 20. maj 2018.
Forskel på airbags
Hvorfor er der ikke 'stop-drive' på de nye modeller som C4 - der er vel tale om præcist samme problem som med C3?
”’Stop-drive’-anbefalingen gælder kun for Citroën C3 og DS3, fordi de er udstyret med en særlig type Takata-airbags, som adskiller sig fra dem, der er anvendt i andre modeller. De øvrige modeller har en anden type gasgenerator (inflator), og er derfor ikke omfattet af ’stop-drive’-anbefalingen,” siger Hanne Langsig Sørensen, kommunikationschef i Wismo Group.
Hvorfor har I ikke informeret medierne? Der er jo stor interesse for sagen, der involverer potentiel livsfare.
”Kampagnen, som gælder C4, DS4 og DS5, har været i gang i ni måneder, og 82 pct. af bilerne har fået udført kampagnen. Den manglende procentdel skyldes, at de resterende kunder ikke har reageret på det første indkaldelsesbrev og efterfølgende to rykkerbreve. Det ville mudre billedet og forvirre kunderne, hvis vi blander tingene sammen, når det ikke drejer sig om den samme kampagne. Alle berørte kunder har fået direkte besked af os,” uddyber Hanne Langsig Sørensen.
Hun fortæller, at Stellantis-koncernen bag Citroën løbende overvåger alle relevante modeller gennem omfattende feltundersøgelser, og at der indtil videre ikke er fundet fejl på airbags i andre modeller.
Største tilbagekaldelse nogensinde
Sagen om de defekte airbags fra den japanske producent Takata går mere end 10 år tilbage, og er også kendt som den største produkt-tilbagekaldelse nogensinde i bilindustrien.
Det skønnes, at Takata har produceret op mod 100 mio. airbags, hvor sprængladningen, der udløser airbaggen med tiden kan nedbrydes og blive ustabilt. I værste fald – som det seneste tilfælde med den franske kvinde – udløses airbaggen med dødelig kraft.
Globalt er mindst 27 dødsfald knyttet til det, der i dag kendes som Takata-skandalen, og som sendte den japanske virksomhed ud i konkurs.
Siden 2017 har adskillige bilproducenter – ikke kun Citroën – arbejdet på at identificere og udskifte defekte airbags.