Frem med strandtasken og solparasollen: Citroën overvejer at lave en ny udgave af strandbilen Mehari med plastickarrosseri og kanvastop.
Citroën mener det alvorligt, når de hævder, at de atter vil være bilindustriens sjove, skæve og charmerende indslag. Efter den kække crossover C4 Cactus og den endnu vildere konceptbil Aircross, overvejer fabrikken at lave en moderne udgave af den franske beach buggy, Mehari.
Overvejelserne skyldes, at den franske klitklatrer kan være med til at underbygge Citroëns image som et sjovt bilmærke, der gør kunderne glade, bekræfter fabrikkens topchef, Linda Jackson:
”Måske er der plads til Mehari – det er noget vi overvejer,” siger hun i et interview med Automotive News Europe.
Karrosseri i plastic
Citroën Mehari blev bygget i knapt 150.000 eksemplarer i perioden fra 1968 til 1987. Baseret på teknikken fra 2CV og med samme 2-cylindrede motor, var Mehari en billig, underholdende semi-terrængående hybrid mellem rustik jeep og praktisk pick-up. Karrosseriet var lavet af ABS-plastic og kunne fås i flere stærke kulører, taget var fremstillet af aftagelig kanvas og ruderne af klar plastic.
Sikkerhed som seler, airbags eller styrtbøjle var der ikke noget af – og hvem tænkte også på den slags, når Mehari bumlede rundt mellem klitter og badegæster på stranden eller mellem vinrankerne på slottet: Mehari handlede om sommersjov og praktisk sans og var derfor et hit hos især sydlige biludlejningsselskaber og vinbønder.
På et tidspunkt brugte det franske militær også en firehjulstrukket udgave af Mehari som en let Jeep: Med sin ekstremt lette opbygning kunne Mehari smides ud fra fly med faldskærm.
Når en ny Mehari er på tegnebrættet i en tid, hvor Citroën skærer omkostningerne ned og reducerer antallet af modeller, skyldes det, at fabrikken er gået over til at bruge modul-platforme. De gør det nemt og billigt at lave forskellige biler baseret på den samme teknik. Citroëns plan er at halvere antallet af modeller fra 14 til syv, som så kan knopskyde til flere varianter – f.eks. kan en ny Mehari blive baseret på teknikken fra den næste generation af minibilen Citroën C3.
Planerne om en genoplivning af den ikoniske Mehari, skal dog ikke få nostalgiske ‘Citronister’ til at sætte næsen op efter en ny udgave af 2CV:
”2CV har haft sin tid – men den er forbi nu”, fastslår Linda Jackson.
Læs også:
Franske svirp til aggressivt tysk design