CO2: Renault er det mest ‘grønne’ bilmærke

Bilerne fortsætter med at reducere udslippet af CO2. Renault overhaler Fiat som miljøduks, mens Mercedes udleder mest CO2.

EU har blæst til kamp mod bilernes CO2-udledning. Lever bilproducenterne ikke op til EU’s krav om løbende at reducere CO2-udslippet, vanker der kæmpebøder.

Målet er, at alle bilmærker har en gennemsnitlig CO2-udledning på højst 130 gr. CO2 pr. km fra 2015. Kampen for at gøre bilerne ‘grønnere’ ligner en succes, for selv om bilfabrikkerne undervejs har protesteret og talt om ‘urealistiske mål’, er bilindustrien under ét faktisk allerede kravlet under kravet om 2015-kravet. I løbet af 2013 er den gennemsnitlige CO2-udledning nemlig faldet fra 132,3 til 126,8 gr. CO2 pr. km.

Ifølge en opgørelse lavet af analysefirmaet JATO Dynamics, kan Renault prale af at være det bilmærke i EU, der sælger de mest ‘grønne’ biler. I 2013 udledte nye Renault’er solgt i Europa i gennemsnit 110,1 gr. CO2 pr. km. Dermed har den franske bilproducent reduceret CO2-udslippet med mere end 11 pct. på ét år, godt hjulpet af effektive dieselmotorer og salget af 9.000 elbiler.

Renault skubber Fiat ned fra tronen som bilmærket, miljøvenner helst vil køre i. I 2012 var Fiat det mest miljøvenlige mærke, men i 2013 stod udviklingen i stå, og derfor dumper det italienske mærke, der ellers er kendt for sine mange småbiler, ned på en aktuel 5. plads.

Fransk bilindustri har i det hele taget iført sig den gule førertrøje, når det gælder om at køre grønt: Peugeot er det næstmest miljøvenlige bilmærke med en CO2-udledning på 114,9 gr. CO2, mens Citroën indtager en 4. plads 116,2 gr. Japanske Toyota sniger sig ind på en 3. plads på listen over miljødukse med en gennemsnitlig CO2-udledning på 115,9 gr. CO2. Hos Toyota er det især det stigende salg af hybridbiler, der både kører på benzin og el, der medvirker til den grønne profil.

Så ser det straks mere ‘sort’ ud for Mini og Kia, der som de eneste mærker udleder mere CO2 i 2013 end året før. Alle andre bilmærker er lykkedes med at reducere CO2-udslippet – også bundproppen Mercedes, der nok udleder 139,5 gr. CO2, men dog har forbedret sig mere end otte pct. det forgangne år. Alt tyder på, at satsningen på hybridteknik og succesen med den nye, kompakte og økonomiske A-klasse vil sende den tyske producent af luksusbiler på den rigtige side af EU-kravet i 2015.

Mercedes er dog fortsat et af kun fem bilmærker, der endnu ikke har nået EUs-grænseværdi på 130 gr. CO2. Også Opel, Volvo, Audi og BMWs ingeniører skal fortsat spare nogle gram CO2 ved at pine bedre brændstoføkonomi ud af motorerne, sænke luftmodstanden og reducere bilernes vægt.

Så meget CO2-udleder bilmærkerne:

Nr. 2013 (2012) Mærke 2013 CO2,g/km Ændring fra 2012
1 (3) Renault 110.1 -11.2
2 (2) Peugeot 114.9 -6.2
3 (4) Toyota 115.9 -5.8
4 (5) Citroën 116.2 -5.8
5 (1) Fiat 118.1 -1.4
6 (6) Seat 118.9 -5.1
7 (9) Ford 122.1 -7.1
8 (11) Skoda 125.3 -7.3
9 (15) Dacia 127.1 -10.8
10 (-) Suzuki 127.3 -3.3
11 (13) VW 127.8 -5.6
12 (14) Nissan 129.3 -7.2
13 (7) Mini 129.5 0.9
14 (8) Kia 129.5 0.6
15 (10) Hyundai 129.7 -2.6
16 (12) Opel 132.0 -0.8
17 (19) Volvo 132.1 -11.1
18 (16) Audi 135.0 -4.3
19 (17) BMW 135.7 -5.1
20 (20) Mercedes-Benz 139.5 -8.1
Kilde: Jato Dynamics

 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here