Cupra sætter ‘batmobil’ i produktion

Den radikale konceptbil Tindaya bliver virkelighed. Cupra sigter mod dyre konkurrenter fra BMW, Volvo og Tesla.

Tindaya, sidste års konceptbil fra Cupra, er noget af det vildere, vi har set. Muskuløs og aggressiv med en udstråling, der leder tankerne hen på batmobilerne fra de mere mørke film om den kappeklædte hævner.

Men ikke vildere end at Cupra vil sætte bilen i produktion - og tilmed lade Tindayas design vise retningen for det spanske bilmærkes fremtidige design.

“Den ser fantastisk ud, så hvor skulle vi ikke bygge den? Jeg kan love, at den her bil kommer ud at køre på gaderne om nogle år,” siger Cupra- og Seat-chefen Markus Haupt til Autocar.

Premium-ambitioner

Med en længde på 472 centimeter sigter Cupra Tindaya efter den meget populære klasse for mellemstore SUV’ere, der er domineret af biler som Tesla Model Y, VW ID.4, Skoda Enyaq og Toyota bZ4X. Men ambitiøse Cupra sigter også endnu højere mod premium-biler som BMW iX3 og Volvo EX60.

Det gælder også priserne, der kan lande i samme premium-luftlag omkring 600.000 kroner.

Meget afhænger dog af, hvad Tindayas svulmende motorhjelm kommer til at dække over. Cupra holder alle muligheder åbne - fra ren eldrift over ladehybrid til såkaldt EREV, en elbil med benzindrevet rækkeviddeforlænger. Sidstnævnte løsning med 489 hestekræfter var også den, som Tindaya blev vist med sidste år.

Bygges på ny VW-platform

Tindaya skal angiveligt bygges på VW-koncernens kommende SSP-platform, så meget tyder på, at der bliver tale om elbil med moderne 800 volt-teknologi.

Markus Haupt fortæller, at Cupra venter med en beslutning så længe som muligt for at se, hvad markedet ønsker sig, når bilen er klar til at blive sat i produktion.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here