Hollandske PowerGo vil tilbyde nogle af Danmarks kraftigste lynladere, der kan lade med op til 480 kW – foreløbig tre steder i landet.
Lynladerne langs det danske vejnet bliver stadig kraftigere. Det giver kortere ladetider – hvis man altså har en elbil, der kan håndtere enorme mængder strøm.
Hollandske PowerGo stiller i løbet af i år nogle af Danmarks hurtigste lynladere op på tre lokationer. Lynladerne kan levere op til 480 kW, hvilket gør det muligt at lade 300 km på batteriet på ca. 10 minutter.
Ret beset findes der stadig kun få elbiler, der kan håndtere så meget strøm. Men er du ejer af elbiler som Lotus Emeya, Porsche Taycan, Xpeng G6, Hyundai Ioniq 5, Kia EV6 eller Audi A6 e-tron er du tæt på at kunne få det fulde udbytte af de meget kraftige PowerGo-lynladere.
Udvider i Danmark
Til gengæld er der ikke tale om store ladestationer. PowerGo stiller en lader op tæt på Torkilstrup på rute 21 på Sjælland, to i Dall i Nordjylland tæt på E45 ved Aalborg og yderligere to ved Aabenraa på E45 tæt på den tyske grænse. Det giver henholdsvis to, fire og fire ladepunkter.
Ikke desto mindre udvider PowerGo sin tilstedeværelse i Danmark. Det er 19. gang den hollandske ladeoperatør vinder et udbud i Danmark, og selskabet er ved at udrulle sit ladenetværk i 16 danske kommuner. Målet er at opstille flere end 1.600 offentligt ladepunkter i Danmark.
Dynamiske priser
Modsat de fleste konkurrenter arbejder PowerGo med dynamiske priser, der er baseret på den aktuelle timepris på el. Det har to fordele. Elbilister får en lavere kWh-pris på nogle tidspunkter af døgnet – hvilket kan være med til at aflaste elnettet og få elbilister til at lade, når der er mest vedvarende energi i elnettet.
Betaling kan både ske ved hjælp af betalingskort, app eller ladebrik.
”Det er vigtigt for os, at vi forbedrer lademulighederne for elbilisterne her i Danmark, sådan at flere vælger elbilen som deres foretrukne transportmiddel. Vi kommer ikke uden om, at lynladere også spiller en nøglerolle i den grønne omstilling, fordi de sikrer, at elbilisterne hurtigt, nemt og bekvemt kan lade op, mens de kører og rejser”, siger PowerGos udbudsleder, Frederikke Fog.