Dansk firma vil stoppe spredning af mikroplast fra dæk

Med støtte fra Audi lancerer dansk firma filter, der fastholder 97 pct. af den mikroplast, der kommer fra dæk. Frederiksberg tester filteret.

Mens overgangen til elbiler reducerer bilparkens udledning af CO2 og sundhedsskadelige partikler, er man blevet opmærksom på et andet problem: Alle biler udleder mikroplast efterhånden som dækkene slides. Og selv om der er tale om små mængder fra det enkelte dæk, bliver det til noget over tid, fordi der kører millioner af biler, busser og lastbiler på de danske veje.

Endelig er det netop størrelsen på de bittesmå stykker plast og gummi som dækkene afgiver, der er en del af problemet. Mikropartiklerne er så små, at de bliver til partikler i luften, som mennesker og dyr indånder og får ned i lungerne.

Når det regner, ender partiklerne i kloakken. Da en stor del af overfladevandet ikke sendes gennem et rensningsanlæg, føres det direkte ud i naturen, hvor det kan ende i vandløb og haver.

Verdenspremiere i Danmark

Den danske virksomhed Baionyx vil løse problemet med et partikelfilter, der skal reducere udledningen af mikroplast ved at fastholde partiklerne, inden de ender i naturen.

De første filtre, der skal opsamle mikroplast fra dæk, er allerede installeret på Frederiksberg Allé. Foto: Massimo Righetti

Filteret har verdenspremiere i Danmark, hvor det netop er installeret på Frederiksberg Allé. Frederiksberg er den første by i Danmark, der tester løsningen. Frederiksberg ligger i det centrale København, hvor trafikken er tæt, så der bliver rig lejlighed til at teste, hvor effektiv filteret er.

Fastholder 97 pct.

Hver dag kører der 5.000 biler på Frederiksberg Allé. Baionyx vurderer, at det svarer til, at der hver dag efterlades 650 gram mikroplast fra dæk på strækningen. Baionyx hævder, at filteret er i stand til at tilbageholde 97 procent af de skadelige partikler, så de ikke ryger ud i naturen.

“De færreste er klar over, hvor stor en udfordring mikroplast fra bildæk udgør for vores vandmiljø. Når regnvand skyller mikroplastpartikler ud i kloakkerne, ledes de ofte videre til naturen, hvor de skader økosystemerne. Med dette filter tager vi et vigtigt skridt mod et renere miljø ved at adressere en overset, men væsentlig kilde til forurening,” siger Søren Dandanell Nielsen, stifter og adm. direktør i Baionyx.

Det patenterede filter er udviklet på det Tekniske Universitet i Berlin gennem flere års forskning og tests i både laboratorier og i marken. Audi Environmental Foundation har støttet projektet siden 2020.

Volvo forsker også

Mens elbiler er godt i gang med at reducere udledningen af skadelige partikler, er man i stigende grad blevet opmærksom på, at dækslid indebærer en sundhedsrisiko.

Audi er ikke det eneste bilmærke, der involverer sig i at finde løsninger. Volvo netop indledt et to-årigt samarbejde med VTI – det svenske Statens Väg- & Transportforskningsinstitut – om at udvikle metoder til at mindske bilers dækslid og dermed reducere partikeludslippet.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here