Danske priser på Volvos største personbil

Volvos største personbil ES90 skal koste fra 653.000 kr., når den lander i Danmark i 2026. Ændres afgifterne på elbiler, kan ES90 blive billigere.

Fritager den danske regering elbiler for de planlagte afgiftsstigninger fra årsskiftet – eller indfases de som planlagt?

Det er spørgsmålet til titusindvis af kroner, som bilkøbere og bilbranchen stiller sig selv i disse uger.

Som mange andre i branchen forventer den danske Volvo-importør, at regeringen ikke bliver enige om at udskyde eller ændre de planlagte afgifter for 2026.

Priserne på den kommende ES90, den hidtil største personbil i Volvos SUV-dominerede modelprogram, er i hvert fald beregnet ud fra, at regeringen holder fast i den planlagte afgiftsforhøjelse fra årsskiftet.

Topudstyr er standard

Det er nok også det mest rigtige at gøre, eftersom de første ES90 kan leveres i begyndelsen af 2026. Selv om man bestiller sin ES90 i år, er det datoen for indregistrering, der gælder i forhold til registreringsafgiften.

Priserne starter fra 653.000 kr. for en Volvo ES90 Single Motor med 245 kW (333 hk) og baghjulstræk. I øvrigt er der ikke noget basis over modellen, der er født med Volvos mest omfattende udstyrspakke, Ultra.

Ud over at være Volvos første model med moderne 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lynlade fra 10-80 pct. på 22 minutter, er elektrokromatisk glastag, adaptiv luftundervogn, forsæder med ventilation samt elektrisk justerbare og ventilerede bagsæder en del af pakken.

Dyrere end konkurrenterne

Volvo ES90 er en velvoksen luksusbil på præcis fem meter med stor bagklap. Konkurrenterne hedder Audi A6 e-tron Sportback, BMW i 5 og Mercedes EQE.

Det tyske trekløver er sat ned en eller flere gange, og det kan ses på priserne, der ligger et stykke under Volvo ES90.

Til sammenligning forlanger Audi 550.000 kr. for en A6 e-tron Performance med 270 kW og 738 km rækkevidde.

BMW i5 M Sport med 250 kW og 604 km rækkevidde koster 575.000 kr., mens Mercedes tager 556.000 for en EQE 350+ AMG Line med 235 kW og 689 km rækkevidde.

Fælles for det tyske trekløver er dog, at priserne er de nuværende 2025-priser. Hvis der som forventet indfases stigende afgifter fra årsskiftet, stiger priserne cirka 50.000 kr. og kommer derfor tættere på Volvo ES90. De tyske premium-elbiler ser dog ud til at kunne bevare en prisfordel på omkring 25.000 – 50.000 kr. Til gengæld har Volvo ES lidt mere standardudstyr.

Kina-told på ES90

Udfordringen for Volvo ES90 er, at den fremstilles i Kina og derfor pålægges EU’s importtold på kinesiske elbiler.

ES90 kan konfigureres online og bestilles hos de danske Volvo-forhandlere netop nu.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here