Den elektriske Nissan Micra er forsinket

Nissan Micra

Nissan var med Leaf et af de første bilmærker, der introducerede en elbil. I dag kører det ikke helt på skinner. Elbilen Micra er forsinket. 

En lille og billig elbil fra Nissan var planlagt til verdenspremiere inden udgangen af 2024. Men nu er den lille Nissan Micra (billedet herover) blevet forsinket og ventes tidligst at få verdenspremiere om et års tid.

Forventningen var ellers, at den elektriske Nissan Micra skulle følge ret hurtigt efter introduktionen af Renault 5 E-Tech. De to står på franskmændenes CMF-B EV-platform.

renault 5
Renault 5 er en af syv nye elbiler, der kommer til salg i Europa i 2025 til priser fra under 25.000 euro.

Den lille elektriske retro-Renault kommer i løbet af få uger. Den får danmarkspremiere sidste weekend i oktober i forbindelse med eCar Expo, Europas største messe for elbiler, i Bella Center i København.

Men Nissans kurs er i øjeblikket ikke helt klar. Siden 1999 har japanerne været alliancepartner med Renault, og de to mærker var elbil-pionerer med Leaf og Zoe.

De seneste år har samarbejdet imidlertid været ramt af det, man kan betegne som ubalance. I 2023 forsøgte man at skabe en form for ligevægt ved at reducere det gensidige ejerskab til 15 procent af hinandens aktier.

Nye samarbejdspartnere 

Når det økonomiske fundament under store samarbejdsaftaler ændres væsentligt, ændres karakteren af samarbejdet på grund af internationale konkurrenceregler. At fastlægge de nye betingelser har taget tid, og konsekvensen har været, at både Renault og Nissan synes at skyde med spredehagl. 

Begge har i hvert fald set sig nødsaget til at vende opmærksomheden andre steder hen for ikke at komme afgørende bagud i elbil-kapløbet.

Renault indledte bl.a. et intenst samarbejde med den franske virksomhed Ampere, der er specialiseret i udvikling af elbiler og software til dem. Men en planlagt aktienotering af Ampere på børsen blev ikke til noget, og Amperes rolle i Renault-familien er i dag uklar.

Renault indledte også et samarbejde med den privatejede kinesiske bilproducent Geely, som bl.a. ejer Volvo og Polestar. Geely og Renault har etableret Horse Powertrain, der udvikler hybrid-drivlinjer til mærkerne under den fælles hat. 

Nissan har indgået en aftale med Honda, Suzuki og Subaru om at udvikle elbiler og software sammen. I det regnestykke ses perspektiver i Hondas samarbejde med amerikanske GM (General Motors) om netop elbiler, men også om brintbiler. Honda har desuden en joint venture med den japanske elektronik-gigant Sony om udvikling af software og elbiler.

Subaru samarbejder med Japans største bilproducent, Toyota, om elbilen Solterra, der bortset fra ganske få ting er identisk med Toyota bZ4X.

Stadig ambitiøse planer

Midt i al uroen omkring det fortsatte samarbejde med Renault er Nissans forsøg på at fremskynde introduktionen af Micra så slået fejl. Analytikere vurderer, at den tidligst får verdenspremiere om et år.

En længe ventet afløser for Leaf baseret på konceptbilen Chill Out har man efterhånden talt om længe. Men her er der heller ikke meldt noget konkret ud.

Nissan
Nissan Ariya Nismo.

Gryden holdes så lidt i kog med en opgraderet Nismo-version af den ganske vellykkede elbil Ariya, der deler platform med Renault Megane E-Tech. Selvom prisen endnu ikke er officiel, kan Ariya Nismo med 320 kW (429 hk) allerede nu bestilles hos de danske forhandlere. Nissan forventer at kunne levere den i begyndelsen af 2025.

Nissan vil frem mod 2026 investere 170 milliarder kroner i udvikling af nye elbiler. Japanernes overordnede plan indeholder stadig en målsætning om, at 40 procent af alle solgte biler i 2027 skal være elektriske. 

For 10 måneder siden var meldingen, at man i 2030 vil være 100 pct. elektrisk med 31 biler i porteføljen. Spændende, om det holder. Uanset hvad indgår i den ligning også afløsere for storsælgeren Qashqai og for Juke. 

Nissan har produktionsfaciliteter i Sunderland i England, og bilerne til det europæiske marked skal produceres der.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here