Når tredje generation af Skoda Fabia lanceres i marts 2014, bliver den første mini i VW-familien baseret på en ny model-platform. Fordelen er mere plads og lavere pris.
Meget godt kan man sige om den nuværende Skoda Fabia, men man vælger den næppe for designets skyld. Tjekkerne ved det godt. Teknisk har de et glimrende produkt med en af mini-klassens mest rummelige kabiner. Men hvis Skoda skal nå målet om at øge salget med 50 pct. for at ramme 1,8 millioner biler i 2018, skal tjekkerne ikke kun tale til bilkøbernes fornuft, men også deres følelser. Midlet er et mere dynamisk designsprog. Derfor kommer vi til at se en fladere, bredere og mere kantet og kileformet mini, når tredje generation af Skoda Fabia lanceres til marts 2014.
Skoda’s nye og stærkt stiliserede logo (billedet) giver det første hint om Skoda Fabia’s nye stil. Stramt og enkelt – selv navnet Skoda og den grønne kendingsfarve er væk.
Tjekkerne har flere esser i ærmet. Fabia III bliver den første mini i VW-familien, der baseres på en modul-platform. Teknikken kendes fra Golf VII og gør det muligt at bruge samme grundlæggende teknik i et væld af bilmodeller, hvilket gør produktionen 20 pct. billigere. Modul-teknikken gør det også muligt at ”pakke” motorer og hjulophæng mere effektivt, så der bliver bedre plads i kabinen. Her sætter Skoda endda trumf på ved at forlænge Fabias akselafstand betydeligt til gavn for pladsen, især på bagsædet. På den populære Combi-udgave sørger større udhæng bagtil og en stejlere bagklap for endnu mere plads.
Motorerne – både benzin og diesel – får tre eller fire cylindre. De fleste får turbo og alle opfylder den skrappe Euro 6 norm.
Oplysningerne stammer fra det tyske bilmagasin AutoBild, hvor bladets stjernejournalist Georg Kacher nok engang som den første har fået indblik i et bilmærkes fremtidsplaner.
To års forspring
Ifølge Kacher får Skoda et forspring på næsten to år, før modulteknikken indføres i søsterbilen VW Polo. Dermed fortsætter den interne rivalisering mellem moderkoncernen VW og det tjekkiske datterselskab. I VW koncernen har Skoda nemlig ry for næsten at være for dygtige til at bygge billige kvalitetsbiler af VW-stumper. Et indtryk, der kun forstærkes, når Skoda får adgang til ny teknik før VW.
Til gengæld for Fabias forspring får Skoda ikke lov til at lave en fræk RS-udgave af Fabia, lige som næste generation af Skodas flagskib må kigge misundeligt efter Passats V6-motor, afslører sædvanligvis velunderrettede Kacher.