Dobbeltkobling og turbo til Kia Ceed

Den koreanske Golf-rival Kia Ceed opruster med moderne automatgear og downsizet turbobenziner. I Danmark til efteråret.

Kia Ceed er vel nok den mest kompetente koreanske udfordrer i Golf-klassen, men trods indlysende kvaliteter som lækker finish, god plads og hele syv års garanti til fair priser, har den måske lige manglet prikken over i’et.

Det får den nu. Med vanlig sans for rettidig omhu bringer koreanerne Kia Ceed på omgangshøjde med de bedste i klassen på to områder: Dels med mulighed for at udstyre Ceed med et automatgear af dobbeltkoblingstypen, der skifter lynhurtigt uden krafttab, dels med en ’downsizet’ benzinmotor med de moderne specifikationer 1,0 liter, tre cylindre og 120 hk.

Dobbelt udstødning og LED-baglygter er standard med GT Line-udstyr.
Dobbelt udstødning og LED-baglygter er standard med GT Line-udstyr.

Især den nye T-GDI motor er en tiltrængt fornyelse af Kia Ceed’s traditionelle benzinmotorer. Kia er endnu ikke klar med forbrugstal, men den lille turbomaskine forventes at nå et snitforbrug på knapt 20 km/l. Sammen med et solidt drejningsmoment på 172 Nm gør det – i hvert fald på papiret – Kia Ceed i stand til at matche nogle af klassens bedste trecylindrede motorer nu som Fords 1,0 EcoBoost og Citroën-Peugeots endnu stærkere e-THP 1,2.

Sjovt nok fortæller koreanerne ikke noget om, hvorvidt den spændende motor kan parres med det nye dobbeltkoblingsgear. Det kædes i stedet sammen med en opgraderet udgave af Kias kendte 1,6 liters dieselmotor. Her falder forbruget angiveligt, mens ydelsen stiger fra 128 til 133 hk og drejningsmomentet øges med 20 Nm til 285 Nm. Kia lover dog, at dobbeltkoblingsgearet vil kunne kombineres med andre motorer.

Mindre overraskende er det, at Kia Ceed også er på vej i en version med endnu mere udstyr. GT Line hedder udgaven, der får samme udstyr som semi-GTI udgaven af den nuværende Ceed. Med detaljer som LED-kørelys og baglygter, dobbelt-udstødning, diffusor, 17-tommer alufælge, sportsinteriør, læderrat og alupedaler, understreger Kia sin position som et mærke, der ikke fedter med udstyret.

Kia er endnu ikke klar med priser på hverken den nye turbobenziner, automatgearet eller GT Line-udstyret, men det skulle være sikkert, at alle tre fornyelser kommer til Danmark inden nytår.

Læs også:

Kia Ceed skaber røre i Golf-klubben

Derfor er Kia Ceed årets Golf-spiller

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here