OPDATERET 21. marts. Taxa-tjenesten Uber stopper øjeblikkeligt forsøg med selvkørende biler. Det sker efter fodgænger mistede livet efter at være blevet påkørt af selvkørende bil i Arizona.
En kvindelig fodgænger er død af sine kvæstelser efter at være blevet ramt af en selvkørende Uber-bil i Tempe, Arizona, da hun i færd med at krydse vejen.
Ulykken er sket sent søndag aften eller tidligt mandag morgen. Det bekræfter politiet i en pressemeddelelse, skriver der citerer New York Times.
Uber-bilen var sat på autopilot, dog med en menneskelig sikkerhedschauffør bag rattet, som de amerikanske regler forskriver.
Samkørselstjenesten Uber har efterfølgende valgt at suspendere al test af selvkørende biler i Phoenix, Pittsburgh og San Francisco i USA samt i Toronto i Canada.
“Forfærdelige nyheder fra Arizona. Vi tænker på ofrets familie og samarbejder nu med de lokale myndigheder for at finde ud af, hvad der er sket,” skriver administrerende direktør i Uber, Dara Khosrowshahi, på Twitter.
Politiet har endnu ikke offentliggjort identiteten på den omkomne.
Første gang fodgænger bliver ramt
Flere internationale medier skriver, at der er tale om det første kendte tilfælde, hvor en fodgænger er død efter at være blevet ramt af en selvkørende bil.
Det vides heller ikke, hvilket bilmærke, der var involveret i dødsulykken. Uber har både benyttet Ford til sine forsøg med selvkørende biler og også indsat en håndfuld selvkørende Volvo XC90’ere i forsøgstjeneste i 2016, men de var angiveligt til brug i Pittsburg, Pennsylvania.
Efterfølgende har Uber bestilt hele 24.000 selvkørende biler hos Volvo – de første til levering allerede i 2019. Den hvide Ford på billedet har ikke noget at gøre med ulykken i Arizona.
Jens Velling, redaktør på Hvilkenbil.dk, der har fulgt udviklingen i bilbranchen i snart 25 år, vurderer, at ulykken i Arizona, kan skabe usikkerhed om gigant-ordren.
“Ulykken er dybt tragisk, og præcis det der bare ikke måtte ske. Samtidig er den – i hvert fald på den korte bane – et tilbageslag for udbredelsen af selvkørende biler. Dødsulykken vil helt naturligt skabe usikkerhed omkring teknologien og dens pålidelighed, og kan komme til at forsinke udbredelsen af selvkørende biler,” siger Jens Velling, der dog understreger, at han ikke kender til de præcise omstændigheder omkring dødsulykken.
OPDATERING 21. marts: Ifølge de første undersøgelser kunne ulykken ikke have været undgået, da kvinden trådte direkte ud foran bilen, da den var nærmest ud for hende.