Du får mindre i befordringsfradrag

Billigere benzin og mere økonomiske biler betyder at bilisternes befordringsfradrag sættes ned… for andet år i træk.

Skatterådet har besluttet, at satsen for befordringsfradraget bliver sat ned i 2016. For transport mellem 24 og 120 kilometer om dagen bliver satsen sat ned fra 2,05 til 1,99 kroner pr. kilometer, og for transport ud over 120 kilometer bliver den 1,00 i stedet for 1,03 kroner pr. kilometer.

Fradraget blev også sat ned op til 2015.

Forklaringen på at satsen sættes ned er primært, at bilerne kører længere på literen, og at Skatterådet har nedjusteret sine forventninger til benzinprisen.

At fradragene bliver mindre værd er et resultat af skattereformen fra 2010.

Den gav skattelettelser dengang, men finansieret af senere forhøjelser. Det er en af de forhøjelser, vi nu får.

Ifølge Danske Banks privatøkonom Las Olsen betyder nedsættelsen, at hvis man har 100 kilometers transport om dagen kommer værdien af fradraget alt i alt til at falde fra 43,03 til 42,20 kroner om dagen. Kun knap halvdelen af faldet skyldes den lavere sats for transportfradraget. Resten kommer fra, at fradrag i det hele taget bliver mindre værd – og er altså ikke begrundet i, at det er blevet billigere at køre i bil, forklarer han.

”Det er naturligvis ikke noget, der vender op og ned på familieøkonomien eller på beslutningen om, hvor man skal bo og arbejde. Men helt uden betydning er det selvfølgelig ikke, siger Las Olsen.

Den skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil sænkes også i 2016. Fra 3,70 kr. pr. km til 3,63 kr. pr. km for de første 20.000 km. For kørsel over 20.000 km bliver satsen nedsat fra 2,05 kr. pr. km til 1,99 kr. pr. km.

De generelle regler for skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil er desuden uændrede. Den kan udbetales til medarbejdere, der kører arbejdsrelaterede ture i egen bil.

Læs også: Ny finanslov gør bilerne billigere

Fakta: 2016-satserne for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse

Befordringsfradraget:

År Sats for kørsel 24-120 km Sats for kørsel over 120 km
2015 2,05 kr. pr. km 1,03 kr. pr. km
2016 1,99 kr. pr. km 1,00 kr. pr. km

 

Skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil:

År For de første 20.000 km For kørsel over 20.000 km
2015 3,70 kr. pr. km 2,05 kr. pr. km
2016 3,63 kr. pr. km 1,99 kr. pr. km

Kilde: Skatterådet

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here