BILTEST: VW e-Up indtager det ledige marked for elektriske mikrobiler, og gør det godt. Men du skal kunne nøjes med en reel rækkevidde på 200 km.
Hvilken bil?
e-Up er den elektriske udgave af VWs populære mikro. Dens søstre, Skoda Citigo iV og Seat Mii electric, er også med, rækkevidden er 180-200 kilometer, de koster fra 150.000 kroner, og e-Up er dyrest til 163.000 kr.
Taler vi elbil, er opladning afgørende. Problemerne er ikke primært bilernes skyld, men infrastrukturen. At være elbilist i en af de tre mikroer giver stort set kun mening, hvis du kan lade op hjemme. Bor du et sted, hvor der er mulighed for opsætning af privat ladestander, er montering af en Clever-wallbox med i prisen. Abonnementet hos Clever koster 749 kr. om måneden, uanset hvor meget strøm du bruger. Opladningstiden med den hjemmemonterede 7,2 kWh-wallbox er cirka fem-en-halv time. I den almindelige stikkontakt med et såkaldt mormorkabel (ekstraudstyr til 1.400 kr.) skal man afsætte omkring 16 timer fra flad til 100 procent. Ved at tilkøbe et hurtigladerkabel til 4.300 kr., kan man ved offentlige 40 kW-standere lade bilen op til 80 procent på en time.
Vidste du at?
VW har skruet ned for ambitionerne. Den automatiske nødbremse er sparet væk.
Da mikroerne kom til verden i 2011, udmærkede de sig blandt med en nødbremse, der op til 30 km/t bremsede for hårde trafikanter. Siden er kravene til aktive sikkerhedssystemer skærpet. En moderne nødbremse, der virker ved hastigheder over 30 km/t og også bremser for bløde trafikanter, ville åbenbart være for dyr. Og den “gamle” nødbremse har man fjernet.
I mikrotrillingerne årgang 2020 har man også droppet 4-vejs-justerbart rat – det kan nu kun justeres op-ned. Infoskærmen er også værk – du må bruge din egen smartphone.
Hvordan er førerpladsen?
Nogle vil savne muligheden for at kunne trække rattet tættere til sig. Men bortset fra det udmærker VW e-Up sig ved fra forsæderne at virke som en bil, der er en klasse større. Selv høje og langbenede personer har god plads.
Der er ikke så mange ting at skulle gøre sig fortrolig med. Har man har ofret 2.400 kr. på et læderbeklædt multifunktionsrat, er overskuelighed og betjening, som det bør være.
Hvordan opleves kabinen?
e-Up er 4-personers, og de to, der er sikkerhedsseler til på bagsædet, skal ikke være for langlemmede. Dertil er benpladsen og loftshøjden i den 3,6 meter lange mikro utilstrækkelig. De bagerste sideruder kan vippes op bagtil.
Kvalitetsindtrykket er dog solidt, men der er reelt ikke – hverken bag rattet eller i resten af kabinen – sket kvalitetsmæssige eller betjeningsmæssige fremskridt siden mikroernes debut i 2011.
Er sikkerheden i orden?
Tre ud af fem stjerner i Euro NCAP’s 2019-test blev det til. Som nævnt er den simple automatiske nødbremse væk, men til gengæld har man monteret et kamera i forruden, så man kan nyde godt af skiltegenkendelse og vognbaneassistent, der virker fra 65 km/t og blidt korrigerer, hvis man går over stregen. Ved Euro NCAP-testen i 2011 fik trillingerne fem stjerner. Læs mere på euroncap.com
Hvordan kører den?
Den officielle rækkevidde er på 260 kilometer, men VW gør en dyd ud af at nævne 180-200 kilometer som realistisk. I testugen med lutter by- og landevejskørsel og temperaturer omkring fem plusgrader var 180 kilometer grænsen for bilens formåen. Ved sommertemperaturer vil rækkevidden givetvis være lidt længere.
Motorvej er gift for e-Up’s strømforbrug. Hvis man i sin daglige pendlen har eksempelvis 40-50 kilometer på motorvej, skal man trække en del fra de opgivne 180-200 kilometer.
Selve køreoplevelsen i den elektriske mikro er stort set som at køre en radiobil: Træd på speederen og drej på rattet. Den er med andre ord ualmindeligt letkørt – sæt gearvælgeren i “D” og afsted det går. En sprinter er den ikke, men den kommer kvikt og ubesværet op i fart.
Hvordan er motoren?
Frem for alt – og det er en stor gevinst – gør fraværet af benzinmotorstøj e-Up til en behagelig oplevelse. Ud over “D” har den så at sige et gear mere – skub gearvælgeren en gang bagud til “B”, og man kan stort set køre bilen uden at bruge bremsen. For i takt med at speederfoden lettes, bremser elmotoren bilen ned, energi genindvindes, og der lægges kilometer på rækkevidden. Bremseevnen i “B” er så kraftig, at bremselyset tænder, når man letter på speederen. Det er et super-trick til bykørsel – efter en kort tilvænning gør det kørslen glidende og behagelig. Der går sport i at følge med i, om man rent faktisk “vinder” ekstra kilometer ved at benytte motorbremsen flittigt.
Passer prisen?
En benzinmotoriseret 5-dørs Up koster 120.000 kr. og kører i gennemsnit 18,5 km/l. Hvis man kører 10.000 kilometer om året, sætter det reelle gennemsnitsforbrug til 15 km/l og benzinprisen til 10 kr./liter, så er brændstofudgiften pr. år cirka 6.700 kr. Et årsabonnement hos Clever koster knap 9.000 kr. uanset forbrug.
Ved 10.000 årlige kilometer altså en forskel på 1.300 kr. i benzinbilens favør. I årlig ejerafgift er benzin-Up 320 kr. dyrere.
Passerer man de 13.000-14.000 årlige kilometer, tipper regnestykket til elbilens fordel. Men e-Up er stadig 43.000 kr. dyrere i anskaffelse. Så beslutningen om el frem for benzin vil være en samlet afvejning af bilistens behov og økonomiske formåen.
Er der alternativer?
VW e-Ups to søstre, Skoda Citigo iV og Seat Mii electric, er begge billigere, og Hvilkenbil anbefaler ubetinget spanieren, da den er bedst udstyret.
Mii electric er 14.000 kr. billigere end e-Up, men i modsætning til e-Up har den regnsensor, tonede ruder bag og 16 tommer alufælge. Der er dog et vigtigt men for alle tres vedkommende. Selv før corona-krisen var der lang leveringstid på alle tre, og pt. oplyser VW-forhandlerne, at de tidligst vil kunne levere e-Up til sommer. Alt svæver i det uvisse, så Skoda har i øjeblikket helt fjernet Citigo iV fra hjemmesiden. Seat Mii electric vil ifølge forhandlere, som Hvilkenbil har talt med, måske end ikke være i stand til at levere i år.
Konklusion:
For: Letkørt, støjsvag.
Imod: Rækkevidde, langsom opladning, ingen nødbremse, leveringstid.
Hvilkenbil siger:
VW e-Up
Vejl. pris, inkl. lev.: 163.000 kr.
Anslået kontantrabat: 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 660 kr.
Garanti (rust/mekanik/batteri): 12/2/8 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 360/164/151 cm
Bagagerum (min/max): 251-959 liter
Vægt: 1.235 kg
Batterikapacitet: 32,2 kWh
Ladeevne: 7,2 kWh AC, 40 kWh DC
Rækkevidde: 180-260 km
Effekt: 61 kW (83 hk)
0-100 km/t: 11,9 sek
Topfart: 130 km/t
Særligt standardudstyr:
Installering af Clever-ladestander på privatadresse ekskl. eventuelt gravearbejde, inklusive Clever-opladning hjemme og ude til fast månedlig pris (749 kr.), fartpilot, p-sensor bag, bakkamera, elsidespejle m. varme, elruder for, forsæder med højdeindstilling, varme i forsæder, klimaanlæg, bluetooth, 14 tommer stålfælge. (* Anslået af hvilkenbil.dk)
Ekstraudstyr:
CCS-ladedåse m. mulighed for hurtigopladning: 4.295 kr.
Ladekabel (mormorkabel): 1.396 kr.
Multifunktionslæderrat, læder på gearknop og håndbremse: 2.395 kr.
Stylepakke m. bl.a. 15 tommer alufælge, tonede ruder bag, ambientebelysning, sort/hvidt tag: 7.395 kr.
Metallak: 1.195-3.295 kr.