Næste elbil fra Mazda er sedanen 6e. En crossover-udgave – CX-6e – kan blive den næste elektriske Mazda i Europa.
For en måned siden kunne vi fortælle om en ny elbil fra Mazda. Sedanen 6e, der skal afløse 6’eren, var vist frem, og nu tyder meget på, at en højbenet udgave af 6e – sandsynligvis med navnet CX-6e – er næste elektriske skud fra japanerne.
Mazda har ansøgt Det Europæiske Patentkontor (EPO) om patent på modelbetegnelsen CX-6e. Selvom Mazda endnu ikke har meldt noget officielt ud, må patentansøgningen tages som udtryk for, at en kommende højbenet udgave af Mazda 6e ikke kun er løse rygter.
En CX-6e passer perfekt ind i Mazdas strategi om en elektrisk offensiv i Europa, hvor den eneste elbil i nogle år har været MX-30. I den offensiv vil en crossover være et særdeles stærkt kort, da europæerne i høj grad efterspørger netop den biltype.
Statsejet kineser

Et rimeligt kvalificeret gæt er, at den kommende CX-6e teknisk vil være baseret på 6e. Og visuelt være tæt på konceptbilen Arata.
Arata blev først vist frem i Kinas hovedstad, Beijing. Den er tænkt til det kinesiske marked og vil ligesom 6e være udviklet og produceret i Kina af Changan Mazda. Siden 2012 har Mazda haft en joint venture-aftale med den statsejede kinesiske bilproducent Changan Automobile Group Co. Ltd.
Arata formodes at være baseret på en model fra Changan-datterselskabet Deepal. Enten modellen S07 eller S05. Arata er 475 centimeter lang, og dermed er den på størrelse med Mazda CX-60. Billeder og tilgængelige oplysninger på Arata afslører en ganske moderne og elegant designet bil. Mere præcise oplysninger foreligger endnu ikke.

Changan er Kinas ældste bilfabrikant. Grundlæggelsen daterer sig helt tilbage til 1862, hvor man startede som våbenproducent. Fabrikken ligger i Chongqing i det sydvestlige Kina, og udover Changans eget mærke, samt Ford og Mazda, producerer Changan blandt andet også mærkerne Deepal og Avatr.
Mazda 6e kommer i øvrigt på lynvisit hos udvalgte danske Mazda-forhandlere i begyndelsen af marts. De første modeller får nummerplader på til sommer. Vil man læse vores omtale af Mazda 6e, så klik på linket her.
Af redaktionen