Nye regler for kørekort fra 2028: Det bør alle bilister være opmærksomme på

Kørekort
Foto: Shutterstock.com

Fra 2028 træder nye EU-regler for kørekort i kraft, og de vil få betydning for millioner af bilister på tværs af Europa.

EU-Parlamentet og medlemslandene er blevet enige om, at alle kørekort fremover skal fornyes med faste intervaller.

Samtidig blev et omdiskuteret forslag om obligatoriske helbredstjek droppet efter lange forhandlinger.

Kørekort uden udløbsdato forsvinder

I dag findes der fortsat mange kørekort i EU uden en fast udløbsdato. Det bliver der nu lavet om på.

Fremover vil kørekort til biler og motorcykler højst være gyldige i 15 år ad gangen.

Reglerne gælder både nye kørekort og ældre dokumenter, som tidligere har været gyldige uden tidsbegrænsning.

Overgangen bliver gradvis, og senest i 2033 skal alle bilister i EU have et kørekort med en konkret udløbsdato.

For langt de fleste bliver ændringen primært administrativ, da EU samtidig har valgt ikke at indføre obligatoriske helbredstjek ved hver fornyelse.

Det skriver Reidasofficial.

EU indgik kompromis om helbredstjek

EU’s nye kørekortregler betyder ikke, at alle bilister fremover skal forbi lægen. Aftalen giver medlemslandene mulighed for at vælge forskellige løsninger, når bilisternes helbredsmæssige egnethed til at køre skal vurderes. 

Udgangspunktet er en lægeundersøgelse ved udstedelse og fornyelse af kørekort.

For almindelige bil- og motorcykelkørekort kan landene dog vælge at erstatte undersøgelsen med et selvevalueringsskema, hvor bilisten besvarer spørgsmål om sit helbred. 

Ved fornyelse kan landene også benytte et nationalt system, der sikrer, at der bliver reageret på væsentlige ændringer i bilistens fysiske eller psykiske helbred.

Digitale kørekort bliver en del af hverdagen

EU-reglerne indeholder også en række digitale ændringer.

Det digitale kørekort bliver fremover anerkendt i alle medlemslande. Det skal gøre det lettere for bilister, der rejser på tværs af grænser, hvor reglerne i dag varierer betydeligt.

Samtidig lægger EU op til strengere regler for nye bilister i de første år efter bestået køreprøve. Det kan blandt andet føre til lavere hastighedsgrænser og yderligere krav i prøveperioden.

De præcise regler vil dog fortsat blive fastlagt nationalt.

Flere lande har allerede strengere regler

Selvom EU har valgt en forholdsvis lempelig løsning, betyder det ikke nødvendigvis, at reglerne bliver ens i hele Europa.

Flere medlemslande har allerede strengere krav end dem, der nu bliver indført på EU-niveau.

I nogle lande skal ældre bilister fortsat forny deres kørekort oftere og fremvise gyldige lægeerklæringer.

De nye regler bliver derfor i høj grad et fælles minimumsniveau, mens de enkelte lande fortsat får mulighed for at stille yderligere krav til deres bilister.

Af Rasmus Frøkjær Kristensen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here