Elbiler belaster miljøet halvt så meget som fossildrevne biler

Green NCAP beregner, hvor meget biler belaster miljøet i bilernes levetid. Benzin- og dieselbiler forurener dobbelt så meget som elbiler.

Biler belaster miljøet: Når de produceres, når de kører, og når de skrottes. En opgørelse fra Green NCAP viser hvor meget, og konklusionen er klar: I løbet af en såkaldt livscyklus er elbilers CO2-belastning af miljøet generelt kun halvt så stor som fossildrevne bilers.

2024-tal fra Green NCAP viser blandt andet, at elbilerne Skoda Enyaq iV 85 og VW ID.7 Pro i deres livscyklusser belaster miljøet med henholdsvis 28 og 27 ton kuldioxid (CO2), mens den benzindrevne BMW 220i Active Tourer belaster med 56 ton CO2.

Umiddelbart overraskende er det, at en hybridbil som Toyota Corolla Cross belaster med 53 ton, og at Opel Astra med 1,5 liters dieselmotor og automatgear tegner sig for 54 ton.

Fra vugge til grav
VW ID.7 Pro belaster miljøet med 27 ton CO2 i sin levetid.

Green NCAP er tæt forbundet med sikkerhedsorganisationen Euro NCAP og støttet af EU samt en række europæiske bilklubber – bl.a. tyske ADAC og danske FDM. Green NCAP’s livscyklusanalyse (LCA – Life Cyclus Assessment) forsøger at gennemgå bilers totale klimaaftryk fra vugge til grav. Det indebærer alle processer og al brug af materialer forbundet med produktion og brug af bilen. Plus alle processer i forbindelse med skrotning og genanvendelse af bilen.

Bilernes levetid er sat til 16 år, og det totale antal kørte kilometer er 240.000.

Det er tredje gang, at Green NCAP publicerer en liste over testede modeller. Beregningsmodellen justeres løbende, og hvad angår elbiler, har Green NCAP i den seneste beregning benyttet et gennemsnit af, hvordan produktionen af strøm i de europæiske lande finder sted. Om der er tale om vind- eller vandkraft, om strømmen produceres på kulkraftværker – eller om der benyttes andre metoder. Eller en kombination af det hele.

Til evig diskussion
BYD Dolphin
BYD Dolphin tegner sig for 23 ton CO2 i sin livcyklus. Det laveste tal målt i Green NCAP’s 2024-test.

Hvor meget biler og i særdeleshed elbiler belaster miljøet i deres levetid, er en tilbagevendende diskussion. Og formentlig en problematik, der ikke kan gives et objektivt og 100 procent faktuelt retvisende svar på. 

Videnskaben og tekniske universiteter har ikke et entydigt billede af det. Nogle vil formentlig også mene, at der ved Green NCAP’s beregningsmodel er usikkerheder.

Men et uomtvisteligt faktum er det, at fra 2035 må der ikke længere sælges nye, fossildrevne biler i EU.

Green NCAP’s totalliste rummer nu 133 bilmodeller. Blandt de testede er der modeller, som ikke sælges i Danmark, nogle motor- og udstyrsvarianter er ikke direkte sammenlignelige med modeller på det danske marked, og nogle mærker og modeller er end ikke blevet testet af Green NCAP. Polestar skal man kigge langt efter, og det svenske magasin Teknikens Värld har ikke kunnet få oplyst, hvorfor Polestar ikke er testet af Green NCAP.

2024-listen

I 2024 har Green NCAP testet 14 modeller. 10 elbiler, en benzinhybrid, en opladningshybrid med benzinmotor samt to dieseler. Den komplette liste, der går tilbage til 2020, kan ses her.

Mærke og model Total CO2 i ton
BYD Dolphin Design (el) 23
MG4 Comfort (el) 24
Smart #3 Pro+ (el) 26
Zeekr X Long Range (el) 26
VW ID.7 Pro (el) 27
Hyundai Ioniq 6 First Edition (el) 27
BMW i4 eDrive 35 (el) 28
Skoda Enyaq iV 85 (el) 28
Zeekr 001 Long Range (el) 29
Toyota Corolla Cross Hybrid (benzinhybrid) 53
Opel Astra 1,5 CDTI aut. (diesel) 54
BMW 220i Active Tourer (benzin) 56
Honda CR-V e:HEV 2,0 (opladningshybrid) 63
Fiat Doblo Combi 1,5 HDI (diesel) 64
   
Kilde: Green NCAP  

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here