Volvo bløder nu sin egen elbil-strategi op. For heller ikke Volvos kunder er 100 pct. klar til elbiler, så hybridernes liv bliver forlænget.
Ja, fremtiden er til elbiler, også Volvos. Men den fremtid er rykket lidt længere væk, for køberne er ikke så ivrige og vil stadig have hybridbiler. Så ligesom mange andre bilmærker justerer Volvo nu også sin strategi: Volvo vil ikke, som lovet, være 100 procent elektrisk i 2030.
Volvo-ledelsen erklærede ellers med stor selvsikkerhed i 2021 til bl.a. CNN, at ved udgangen af dette årti vil det kun være muligt at købe elektriske Volvoer. Så sent som for et år siden gentog Volvos kommercielle direktør, Björn Annwall, budskabet i Automotive News. Med ordene, at der ‘er ikke noget hvis eller måske’. Volvo vil efter 2030 ikke sælge ‘en eneste bil’ noget sted i verden, der ikke er 100 pct. elektrisk.
Men ét er marketingsnak og politisk korrekte erklæringer, der ser godt ud, når man vil sikre sig kundernes gunst, redde polerne, isbjørnene og klimaet. Noget helt andet er den ubarmhjertige virkelighed, der har det med at flytte sig og nuancere skråsikre udsagn.
Vigtige markeder tøver
USA og Kina er to vigtige markeder for Volvo, og begge steder er salget af elbiler faldet ganske betydeligt i 2024. Også i EU, hvor det dog stadig er en klippefast beslutning, at det efter 2035 ikke vil være tilladt at sælge nye fossildrevne biler, er salget af elbiler i øjeblikket vigende.
Så virkeligheden er, at man ikke kan påtvinge køberne elbiler, hvis ikke de er klar til det.
Og det har fået Volvos topchef, Jim Rowan, til at bløde op. Han fastholder, at han stadig tror 100 pct. på elbiler. Men i visse dele af verden vil det ‘tage tid at bygge bro til den fulde elektrificering’.
Den brobygger er Volvos opladningshybrider og mildhybrider. De ‘er fortsat populære hos vores kunder, og vi vil derfor fastholde vores investeringer i dem’, sagde Rowan i forbindelse med aflæggelsen af Volvos regnskab for andet kvartal.
Ny udvikling af fossildrevne
Det betyder, at Volvo XC60 og XC90 kan se frem til livsforlængende behandling. De har begge karakter af pengemaskiner for Volvo.
Gennem sin kinesiske ejer, Geely, har Volvo desuden fået adgang til en joint venture-aftale med Renault om udvikling af nye fossildrevne motorer og hybrider. Kaldet Horse Powertrain.
EU’s importtold på biler produceret i Kina, der blev indført i begyndelsen af juli, har allerede haft en effekt på Volvos økonomi. Volvos store elektriske håb, EX30, kom fra start med stor succes og er den tredjebedst-sælgende elbil i Europa efter Tesla Model Y og Model 3. Men da bilen bygges i Kina, er den ramt af importtold, og da USA i maj indførte en straftold på 100 pct., valgte Volvo ikke at sende en skibsladning EX30’ere afsted mod Nordamerika.
Fra 2025 vil EX30 også blive produceret på Volvos fabrik i Gent i Belgien.
Af redaktionen