Europæerne køber stadig flere elbiler. Mens det overordnede bilsalg var stabilt i februar, steg salget af elbiler mere end 20 procent.
Europæiske bilkøbere får stadig mere appetit på elbiler. Mens det samlede bilsalg i EU i februar steg moderate 1,4 procent til 865.437 nye biler, var der anderledes stor bevægelse mod elbiler.
I februar steg salget af elbiler i EU med 20,6 procent sammenlignet med samme måned for et år siden. I alt blev der solgt 158.280 nye elbiler på tværs af EU-landene. Dermed udgjorde elbiler 18,3 procent af nyregistreringerne i februar, en stigning på 2,9 procentpoint siden sidste år.
Danmark er duks
Danmark er fortsat duks, når det gælder omstilling til elbiler. I februar købte danskerne 9.736 nye elbiler. Dermed stod elbiler for hele 81,6 procent af nyregistreringerne i Danmark.
“Det er tydeligt, at den grønne omstilling sætter sit præg på udviklingen i EU, men ikke i samme tempo som i Danmark. Det understreger, hvordan stærke rammevilkår kan accelerere elektrificeringen, så elbiler er blevet en central del af vejen mod at nå Danmarks klimamål. Det er afgørende for den grønne omstilling og den videre udvikling, at det er nemt og attraktivt for mange at vælge grønt,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.
Store EU-lande er godt med
I flere store EU-lande er der dog tydelig vækst i salget af elbiler. I Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien steg salget af elbiler i februar med henholdsvis 28, 29, 81 og 45 procent. Andre store EU-lande som Portugal, Polen og Rumænien oplever også stigende interesse for elbiler - her steg salget med henholdsvis 20, 13 og 29 procent i sidste måned.
Lægger man markedsandelene for elbiler (18,3 procent) sammen med ladehybrider (9,7 procent), sælges der nu 28 procent elektrificerede biler mod 23,1 procent benzinbiler og 8,1 procent dieselbiler i EU.






.........arh, mon ikke de 38,7% "hybrid" skal lægges sammen med de 23,1% "benzin" ?