Elbilister måtte betale dyrt for strømmen i august

Foto: Norlys

Det er ikke bare ejere af fossilbiler, der mærker prisstigninger i år - for elbilister har 2026 været det hidtil dyreste år siden Ukraine-krigen begyndte.

Siden USA indledte sin krig mod Iran, er oliepriserne steget markant. Det har resulteret i rekordhøje priser på benzin og diesel.

Men det er ikke bare ejere af fossilbiler, der mærker den nuværende energikrise. Også elbilister er ramt på pengepungen - også dem, der kan lade hjemme, hvor elprisen er lavest. Det viser en status på elpriserne i årets første otte måneder, foretaget af energikoncernen Norlys.

2026 bliver dyr

Den gennemsnitlige elpris tog et betydeligt hop i august, der endte med at blive den dyreste måned siden december 2022. Samtidig har de høje elpriser præget store dele af 2026, der ser ud til at blive det dyreste år siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022 og udløste en energikrise.

Med en gennemsnitspris på lige knap 1 kr./kWh tog elprisen et markant hop i august sammenlignet med måneden inden. I Vestdanmark endte den rene elpris før moms, tillæg og diverse tariffer* på 0,94 kr/kWh i august mod 0,76 kr/kWh i juli. I Østdanmark var elprisen 0,95 kr/kWh i august mod 0,77 kr/kWh i juli.

Krig udløser prisstigninger

Faktisk endte elpriserne i august med at blive de højeste i mere end fire år. Vi skal helt tilbage til december 2022 for at finde en højere gennemsnitspris. Her landede gennemsnitsprisen for måneden på 1,86 kr/kWh og 1,85 kr/kWh i hhv. Vest- og Østdanmark. Det var et resultat af Ruslands invasion af Ukraine, og nogle af de samme forklaringer ligger til grund for den høje elpris i august.

“I 2022 ramte energikrisen Europa hårdt, hvor særligt priserne på naturgas steg voldsomt, og det samme har været tilfældet i august i år, hvor vi har set de højeste gaspriser i mange år som følge af den tilspidsede situation omkring Hormuz-strædet. Det har sat sig i elpriserne, fordi vi stadig er afhængige af gas, når der ikke er nok vind og sol”, forklarer Ellen Trolle, direktør i Norlys’ energiforretning.

Konkurrenten OK har præcis samme forklaring på de usædvanligt høje elpriser:

"Den unormalt høje elpris i august skyldes en voldsom kombination af geopolitiske uroligheder i Mellemøsten, sommerens ekstreme hedebølger i Europa og atomkraftværker, der har været på nedsat kapacitet på grund af lave vandstande i de floder, der nedkøler værkerne", siger OK's kommercielle chef Troels Skipper.

Stadig timer med billig el

Modsat ejere af fossilbiler har elbilister dog en stor fordel: De kan spare mange penge på at lade, når elprisen er lav. Om sommeren med masser af solenerig i elnettet er det midt på dagen, mens vindenergi sørger for billig strøm om natten.

Over 80 timer i løbet af august har budt på elpriser under 25 øre pr. kWh inklusive moms. Det gælder både elkunder øst og vest for Storebælt.

"Den høje elpris i august er endnu et eksempel på, at man som elkunde – særligt med elbil – bør holde øje med priserne og planlægge sit forbrug. Trods de høje priser har der været mange timer, hvor prisen har været meget fornuftig", siger Troels Skipper.

Energiprisen stiger med temperaturen

Høje temperaturer flere steder i Europa trak også energipriserne op i august. Selv i Danmark nåede temperaturen op omkring 30 grader i midten af august, mens der var endnu varmere længere sydpå.

Når det bliver så varmt, stiger elforbruget fordi der bruges mere strøm til køling af både boliger, kontorer og virksomheder. Det øger efterspørgslen på tværs af det europæiske elmarked. Samtidig har varmen resulteret i tørke i store dele af Europa, så der for eksempelhar været mindre energi fra vandkraft i Norge. Flere europæiske atomkraftværker har også måttet køre med mindre kapacitet eller været helt lukket ned, fordi de floder, som de normalt bruger til kølevand, har haft meget lave vandstande.

Sol og vind dæmper prisstigninger

“Det er den cocktail af faktorer, som har presset prisen op i august. Selvom priserne har været høje, er vi heldigvis slet ikke på samme niveau som under energikrisen. Det skyldes blandt andet, at vi siden energikrisen har fået opsat meget mere sol- og vindenergi i Europa, og det er med til at holde priserne nede på trods af den høje efterspørgsel efter strøm”, siger Ellen Trolle.

Hun peger på, at de danske elkunder heller ikke på samme måde har mærket prisstigningerne, fordi den danske elafgift er sænket markant til EU’s minimumsniveau i år og i 2027.

Høj gennemsnitspris

Det er dog ikke kun i august, at elpriserne har ligget på et højere niveau. Gennemsnitsprisen i årets første otte måneder har også været den højeste siden 2022, når man sammenligner perioden januar til august på tværs af årene.

Gennemsnitlig elpris i perioden januar t.o.m. august DK Vest DK Øst
2026 0,77 kr/kWh 0,77 kr/kWh
2025 0,60 kr/kWh 0,61 kr/kWh
2024 0,48 kr/kWh 0,48 kr/kWh
2023 0,69 kr/kWh 0,63 kr/kWh
2022 1,64 kr/kWh 1,55 kr/kWh
2021 0,45 kr/kWh 0,46 kr/kWh

Det er dog vigtigt at huske, at gennemsnitsprisen dækker over store udsving i løbet af døgnet. De danske elkunder kan derfor reducere elregningen ved at vente med at oplade elbilen eller sætte tørretumbleren i gang til de billigste timer.

*Oven i den rene elpris kommer eltariffen til statslige Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab. Tarifferne kan også svinge fra time til time afhængig af, hvilken tarifmodel de enkelte elnetselskaber bruger.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here