Elektrisk Ferrari sender aktiekursen ned

Ferrari har lanceret sin første elbil. Den brød aktiemarkedet sig ikke om - Luce sendte aktiekursen ned med mere end fem procent.

Reaktionen var mere chok end begejstring, da Ferrari i går afslørede sin første elbil nogensinde. Luce - italiensk for lys - blev sammenlignet med alt fra Apple-produkter over brødristere til en almindelig Honda Accord. Her på redaktionen drog vi paralleller til en computermus på hjul, men det lever de nok med i Maranello.

Til gengæld skæver Ferraris ledelse måske mere nervøst til reaktionen på børsen. Her faldt aktiekursen umiddelbart efter afsløringen med over seks procent, men stabiliserede sig dog ved minus 5,26 procent ved lukketid.

Apple-designere

Det kan man dårligt kalde en varm velkomst for Ferraris største satsning i nyere tid. Luce er en fem-dørs hatchback med plads til fem og dermed noget helt andet end de  supersportsvogne, som Ferrari er kendte og beundrede for. Ikke desto mindre skal Luce bringe Ferrari ind i den elektriske tidsalder - og det gør den på radikal vis.

Bag designet står de tidligere Apple-designere Sir Jony Ive og Marc Newson, og de har skabt et helt nyt formsprog for den stejlende hingst fra Maranello. Luce ligner ingen anden Ferrari, og er også den største og første fem-personers Ferrari nogensinde.

Kritikerne står i kø for at revse designet. Men som mere besindige iagttagere bemærker, så er forandring altid svær - og kritikerne er som regel mere højlydte end tilhængerne.

Teknologisk tour de force

Diskussionen om designet skubber det måske mest spændende ved Luce i baggrunden. Teknologisk er den en sand tour de force af højdepunkter. Fire elmotorer - én til hvert hjul - driver bilen fremad med hele 1.050 hestekræfter. Med firehjulsstyring, avancerede hjulophæng og et ekstremt lavt tyngdepunkt skal det give den 2.260 kg tunge elbil exceptionelle køreegenskaber. 

De 2.260 kg er i den sammenhæng nærmest let for en over fem meter lang elbil med plads til fem og et stort batteri på 112 kWh.

Ægte lyd

Ferrari har også tænkt nyt omkring den lyd, der er så afgørende for oplevelsen af superbiler. I stedet for at skabe et kunstigt lydspor, der efterligner en otte- eller 12-cylindret Ferrari, har ingeniørerne forstærket de rigtige lyde fra Luces elmotorer og transmission. Det skal give en ægte og øjeblikkelig oplevelse af acceleration, skift i moment og forskellige grader af rekuperation af bremseenergien.

Under præsentationen af Luce fik køreoplevelsen begejstrede ord med på vejen fra Ferraris formel 1-kørere Charles Leclerc og Lewis Hamilton, men i øvrigt har ingen journalister endnu prøvet at køre bilen. Og det var måske en lille fodfejl fra Ferrari. Nu kom præsentationen nærmest udelukkende til at handle om designet af Luce, hvor den måske også kunne have handlet om oplevelsen af Ferraris første elbil.

Elbiler er nødvendige

Uanset aktiekurs og designkritik er Ferrari dog pisket til at satse mere på elbiler. Dels for at overholde miljøkrav, dels for at bejle til en ny og yngre målgruppe af for eksempel rige kinesere, der foretrækker fordelene ved en teknisk avanceret elbil. 

Fremtiden er elektrisk. Selv for Ferrari.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here