Ferraris første elbil bryder alle regler

Luce er Ferraris første elbil, og den første med fem sæder, fire elmotorer og et design, med direkte forbindelse til Apples computere og smartphones.

Mød Luce - Ferraris første elbil. Luce betyder lys på italiensk. Og hvis det får dig til at tænke på solopgang, en ny begyndelse og selvfølgelig elektricitet, er det nok meningen. For sjældent har vi set en nyfødt Ferrari med så mange nye idéer samlet i én bil.

Om den stejlende hingsts nyfødte føl så vokser op og bliver et af de smukkeste som stalden i Maranello har opfostret, vil sikkert blive diskuteret med intens, italiensk passion i den kommende tid. For det er umuligt at komme uden om det mest iøjnespringende ved Luce - den ligner ingen anden Ferrari. 

Ja, faktisk leder designet snarere tankerne hen på den elbil, som Apple aldrig kom i mål med. En strømlinet, trådløs computermus på fire hjul, der sagtens kunne have et lille æble i stedet for en stejlende hingst på bagsmækken.

Tegnet af Apple-designere

Det er ikke tilfældigt. Bag designet står ikke de sædvanlige maestroer fra højt estimerede italienske karrosseriskræddere som Pininfarina, Bertone eller Zagato. Luce er resultatet af seks års samarbejde med designstudiet LoveFrom med de tidligere Apple-designere Marc Newson og Sir Jony Ive, manden bag ikoniske elektronik-produkter som iMac, iPad og vores allesammens iPhone.

De runde baglygter ligner noget fra en F40 - ellers lancerer Luce en nyt design for Ferrari.

Sammen har de skabt et helt nyt og ekstremt afrundet og enkelt Ferrari-design. Kigger man nærmere efter, er der Ferrari-DNA i de runde baglygter og til dels fronten. Ellers er alt nyt.

Største Ferrari nogensinde

Fordi Luce er født som elbil, havde designerne muligheden for at skabe noget helt nyt. Og det har de gjort med en kort næse, og en stor kabine - Ferraris første med plads til fem personer. Selv bagagerummet på næsten 600 liter slår alle, interne rekorder. Med en længde på 503 centimeter er Luce også den største Ferrari nogensinde.

Luce er den første Ferrari med plads til fem personer.

Teknikken er topmoderne med et stort batteri på 112 kWh og 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lade med op til 350 kW. Ifølge Ferraris foreløbige oplysninger giver det en rækkevidde på 530 kilometer.

Det lyder måske ikke af så meget, men Luce er blandt de mest potente-Ferrarier: De fire elmotorer yder tilsammen 772 kW eller hele 1.050 hk. Derfor er 0-100 km/t overstået på 2,5 sekunder og farten topper først ved 310 km/t.

Ægte lyde

Bag de vilde præstationer ligger en konstruktion med fire højeffektive axial flux-elmotorer, én til hvert hjul.

Køreegenskaberne er finpudsede med multilink-hjulophæng med adaptive dæmpere, firehjulsstyring og et tyngdepunkt, der er lavere end Ferrari Purosangues. Hertil kommer regenerering af bremseenergien, der lynhurtigt kan justeres i fem trin med paddles bag rattet og forstærkning af lyde fra elmotor og gearkasse.

Retro møder iPad og fysiske knapper i Luce-kabinen.

Ferrari har altså valgt den ‘ægte’ mekanik fra en elbil frem for kunstige gearskift og motorlyd.

“Lyden er autentisk, lyden er ægte. Du kan se, hvor den kommer fra. Vi ville ikke lave en kunstig, nostalgisk lyd,” siger Ferraris testchef Raffaele de Simone til Autocar.

Alt i alt lover Ferrari en helt unik køreoplevelse i mærkets første elbil.

“Den opfører sig som…du har ingen anelse. Det er en ny oplevelse,” som de Simone prøver at forklare.

Metalknapper og retro-rat

Også bag rattet er der nye oplevelser for erfarne tifosi af verdens vel nok mest berømte bilmærke.

Førerpladsen er en blanding af et retro-tyndt Ferrari-rat, der ligner noget fra de historiske racerbiler, koblet sammen med en digital centerskærm, der til forveksling ligner en iPad. Med et twist: Flere steder i kabinen er der klassiske, fysiske dreje og vippeknapper i smukt forarbejdet aluminium.

Selv om Luce er en elbil, er den fuld af lækkert forarbejdede knapper som den klassiske manettino drejeknap her.

Målet for de to tidligere Apple-designere har været at skabe en førerplads, som man umiddelbart kan betjene som i en hvilken som helst bil. Lidt lige som de fleste intuitivt kan finde ud af at betjene i iPad, men her tilsat en fysisk oplevelse af kvalitet og kostbart håndværk.

Forventer færre elbiler

Fire millioner kroners spørgsmålet - så meget forventes Luce at koste, når den rammer vejene senere i år - er naturligvis, om Ferrari-fans er klar til en elbil, der mere ligner et strømlinet Apple-produkt end en fuldblods entusiastbil?

Jo, Luce kan naturligvis fås i rød - men ligner stadig ikke en klassisk Ferrari. Hjulene på 24-tommer bag er de største nogensinde på en Ferrari.

Ferrari giver måske selv svaret. Indtil fornylig forventede fabrikken i Maranello, at 40 procent af alle Ferrarier skulle være elektriske i 2030. Nu er andelen skruet ned til 20 procent. Omvendt kommer Ferrari før mange af sine fuldblods-konkurrenter med en rendyrket elbil. På den lange bane kan det vise sig at blive en afgørende fordel i racet om at bringe superbilerne ind i den elektriske æra. Ferrari har i hvert fald trykket på knappen og tændt lyset: Luce kan få stor betydning for, hvordan vi kommer til at opfatte begrebet fuldblodsbil fremover.

Ferrari Luce

Fem-dørs elektrisk hatchback med plads til fem personer. 800 volt-system. Elmotorer til hvert hjul og træk samt styring på alle fire hjul.

Længde/bredde/højde: 503/200/154 cm
Akselafstand: 296 cm
Vægt: 2.260 kg
Bagagerum: 597 liter
Effekt: 772 kW (1.050 hk) / 990 Nm
Batteri, brutto: 122 kWh
Max ladeeffekt: 350 kW
0-100 km/t: 2,5 sek.
Tophastighed: 310 km/t
Rækkevidde: 530 km
Pris: Ca. 4 mio. kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here