Kun død eller manglende kontrol over Tesla kan få Elon Musk til at forlade Tesla i løbet af de næste fem år, fastslår Elon Musk i nyt interview.
Trods protester og faldende salg har Tesla-chef Elon Musk ingen planer om at forlade den elbil-virksomhed, der har været med til at gøre ham til en af verdens rigeste mænd. Det fortalte Elon Musk selv i et interview med erhvervsmediet Bloomberg i forbindelse med et økonomisk topmøde i Qatar denne uge.
“Med mindre jeg dør,” lød det til tilhørernes umiddelbare morskab i interviewet.
Baggrunden er dog alvorlig nok. Globale protester mod Elon Musk og hans arbejde som rådgiver for den amerikanske Trump-administration har fået salget af Tesla til at falde verden over. For nylig bad en række Tesla-medarbejdere i et åbent brev Elon Musk om at forlade virksomheden, som de mener, han i dag står i vejen for.
Frygter aktivister
Det har Musk dog ingen planer om, sagde han i Qatar. Tværtimod er han fokuseret på at bevare kontrollen over Tesla. Elon Musk frygter mere end noget andet, at aktivistiske investorer arbejder på og vil lykkes med at presse ham ud af Tesla.
”Det handler ikke om penge. Det er rimelig kontrol over fremtiden for virksomheden, der især handler om at bygge millioner – potentielt milliarder – af menneskelignende robotter,” forklarede Musk med henvisning til fornyet debat om den svimlende lønpakke, som han ønsker at få fra Tesla.
”Jeg kan ikke bare sidde her, og så pludselig blive smidt ud af aktivister af politiske årsager. Det ville være uacceptabelt. Det er det, det handler om.”
Afviser faldende salg
Elon Musk afviste samtidig, at Tesla har problemer med salget.
”Det er allerede vendt. Europa er vores svageste marked. Vi er stærke alle andre steder. Vores salg er godt nu, og vi forventer ingen nævneværdig tilbagegang. Det er indlysende, at aktiemarkedet anerkender det, eftersom vi er tilbage på en markedsværdi på mere end en billion dollars, så markedet forstår tydeligvis situationen. Der er også mennesker, der køber fordi Elon er skør, eller hvordan de nu ser på det. Så ja, vi har tabt noget salg på venstrefløjen, men vundet noget på højrefløjen. Salgstallene nu er stærke, og vi ser ikke problemer med efterspørgslen.” sagde Musk i interviewet.
Her taler Elon Musk imod fakta, hvilket mange medier også har gjort opmærksom på.
På langt de fleste markeder – især de største som USA, Kina og Europa – oplever Tesla fortsat massiv nedgang i salget. Selv på hjemmebane i USA faldt Tesla-salget 8,6 pct. i første kvartal, mens det samlede salg af elbiler steg 11,4 pct. I EU faldt Tesla-salget hele 45 pct. i første kvartal.
Forstår ikke trusler
Under interviewet bliver Musk også spurgt om, hvordan politik har påvirket Tesla – og hvordan han har taget kritikken.
”Jeg har gjort, hvad der var nødvendigt. Jeg har aldrig selv udøvet vold. Alligevel er der udøvet massiv vold mod mine virksomheder. Massive voldstrusler er fremsat imod mig. Hvem er de mennesker? Hvorfor gør de det? De er på den forkerte side af historien, og det er en ond ting at gøre, at ødelægge stakkels uskyldige menneskers biler. At true med at dræbe mig. Hvad er der i vejen med de mennesker. Jeg har ikke skadet nogen,” svarede Elon Musk.
Mindre politik – mere Tesla
Meget tyder på, at de mange protester har gjort indtryk på Teslas chef. Musk har i hvert fald både sagt, at han fremover vil bruge mere tid på Tesla og mindre på Trump-administrationen. Han siger også, at han har givet ”nok politiske donationer” for den nærmeste fremtid.
I stedet vil han altså koncentrere sig om at bevare magten over Tesla i de kommende fem år. Det skal blive spændende at se, om verdens rigeste mand faktisk vil være i stand til det, hvis Tesla-salget fortsætter med at falde.