Efter 10 års ventetid skulle det være sikkert: Elon Musk lover, at Tesla viser den længe ventede Roadster 1. oktober. Med raketmotorer fra SpaceX.
En ny Tesla Roadster har været ventet længe, men har udviklet sig til en joke, som de færreste griner af i dag. I 10 år - ja, det var 10 år - har Tesla-chef Elon Musk lovet en ny udgave af sportsvognen, der startede det hele for Tesla. Bare i en ny fortolkning, der skulle sætte alt på plads med en topfart på 400 km/t og en acceleration fra 0-100 km/t på to sekunder.
Vi har bare ikke set bilen endnu, og i mellemtiden er de dengang helt vilde specifikationer slet ikke så spektakulære længere.
Raketter fra SpaceX
Musk og Tesla ved det godt, så angiveligt skyldes den langvarige forsinkelse, at Roadster II skal byde på noget langt ud over det sædvanlige: Raketmotorer fra Elon Musk’s raketvirksomhed SpaceX.
Raketterne skal ikke bare give Roadster absurd hurtig acceleration, men også gøre bilen i stand til at svæve.
Go for launch pic.twitter.com/Khu03eiZ04
— Tesla (@Tesla) September 12, 2026
Tesla er nu så langt fremme med bilen, at Elon Musk i lørdags lagde hånden på kogepladen og på X lovede, at Roadster afsløres den 1. oktober. I år, altså.
Roadster kan blive to modeller
Musk’s udmelding har ikke overraskende sat gang i spekulationerne om, hvad den nye Roadster egentlig er for en størrelse. Insidere hævder, at der i virkeligheden bliver tale om to biler: En ‘Limited Edition’ med raketmotorer, der først og fremmest skal skabe hype om Tesla, for med raketmotorer bliver bilen både dyr og muligvis udelukket fra offentlige veje.
Her kommer så den ‘almindelige’ Roadster ind i billedet, som en sportsvogn, der på præstationer skal gøre Tesla i stand til at udfordre de vildeste superbiler fra Ferrari, Lamborghini og McLaren.
Tesla’s sidste ‘rigtige’ bil
Tesla’s chefingeniør Lars Moravy har tidligere omtalt den nye Roadster som “den sidste, bedste ‘drivers car’” og “svanesang” for Teslas nuværende elbiler, inden de alle afløses af selvkørende modeller uden rat og pedaler som den nye Cybercab.
Vi får se den 1. oktober, hvor Tesla endelig siger “Go for launch” for den 10 år gamle Roadster. Medmindre Musk aflyser. Det er jo sket før. Især for raketopsendelser…






