En handelsaftale mellem EU og Indien fjerner straftold på varer fra EU. Men Indien er ikke let at erobre for europæiske bilproducenter.
I en tid med en uforudsigelig præsident i USA, der indfører straftold med spredehagl og fjerner den igen, med ulmende usikkerhed om “hvor har vi Kina” og med krig i Europa, kommer EU’s handelsaftale med verdens tredjestørste bilnation, Indien, på et godt tidspunkt.
Men en tresporet motorvej er Indien ikke. I hvert fald ikke for bilindustrien. Heller ikke selvom EU-Kommissionens formand, tyske Ursula von der Leyen, tog den store kliché-ordbog i anvendelse og betegnede handelsaftalen, som hun underskrev med Indiens premierminister, Narendra Modi, som “alle aftalers moder”.
Med handelsaftalen fjernes den told på op til 110 procent, som Indien har pålagt varer fra EU-landene, til 10 pct.
Europæiske biler passer ikke ind
Den meget protektionistiske handelspolitik har gjort det mere end almindeligt svært for udenlandske bilproducenter at eksportere til Indien. Idet importerede biler har været pålagt en afgift mellem 70 og 110 pct.
Men selvom Indien er nummer tre på listen over de lande i verden, hvor der sælges flest biler, er Indien ikke bare et land, hvor europæiske bilproducenter som den nemmeste sag i verden nu kan begynde at sælge deres biler. Bare fordi der er underskrevet en handelsaftale. Andre brancher vil være langt mere tilgodeset.
For europæiske biler passer ikke nødvendigvis ind på det indiske marked. Det er nemlig domineret af indernes egne bilmærker og af kompakte, japanske “kei cars”. Så for de europæiske bilproducenter kan døren til Indien ikke siges at være andet end åbnet på klem.
“Men det er da en begyndelse,” siger Stefan Bratzel fra det tyske Center of Automotive Management (CAM), der analyserer bilmarkedet, til nyhedsbureauet Reuters.
Det japanske begreb “kei cars” dækker over en særlig kategori af mikrobiler, der opstod efter Anden Verdenskrig for at give den japanske befolkning billig transport.
Europæere uden volumen
I øjeblikket udgør europæiske bilers totale andel mindre end tre procent af det indiske marked, viser data fra den indiske bilindustri.
Markedet er domineret af landets egne mærker Mahindra og Tata samt ikke mindst det delvist japansk-ejede Maruti Suzuki India. De tre mærker sidder på næsten en tredjedel af Indien.
Sydkoreanske Hyundai og Kia har lidt over en femtedel af markedet, og japanske Toyota har syv procent. Volkswagen og Renault har hver en markedsandel omkring en procent.
Fra 4,4 til 6,0 mio. på fem år
Volkswagen hilser aftalen velkommen, og Renault-topchef, Fabrice Cambolive, siger til nyhedsbureauet Reuters, at Indien nu vil rykke op på Renaults prioriteringsliste.
Det årlige bilsalg i Indien er på cirka 4,4 millioner. I 2030 regner analytikere med, at tallet vil være steget til seks millioner.
Handelsaftalen mellem Indien og EU kan være en enestående mulighed for de europæiske bilproducenter, vurderer Rico Luman fra det internationale ING Global Markets Research overfor Reuters. Det indiske marked kan beskrives som værende på et tidligt stadie, hvilket betyder, at der er “substantielle muligheder for vækst”, siger han.






