Hvis vi skal køre elektrisk, skal der fart på antallet af offentlige ladestandere og lynladere. EU-Parlamentet har en plan.
En af de mange nødvendige forudsætninger for at komme i klimamål er antallet af offentlige ladestandere og lynladere til elbiler. Dem halter det med, men politikerne presser på, og en ny plan fra Europa-Parlamentet er netop offentliggjort.
Allerede i 2025 må der langs de helt store motorveje i EU, også kaldet det transeuropæiske transportnetværk (TEN-T), højst være 60 kilometer mellem ladestanderne. I Danmark omfatter det motorvejene E45 fra Frederikshavn til Padborg, E47 fra Helsingør til Rødby og E20 fra København til Kolding.
Fra 2030 skal der også langs de mindre motorveje være drysset lynladere ud for hver 60 kilometer. Laderne skal fra begyndelsen tilmed være en den kraftige slags – det vil sige minimum 400 kW – og fra 2028 minimum 600 kW.
Synlige priser og kortbetaling
Desuden skal udbyderne til enhver tid skilte med prisen på strøm, og man skal – som man kan alle mulige andre steder – kunne betale med sit kreditkort. Altså skal det ved motorvejenes lynladere være slut med at kræve apps eller ladebrikker for at kunne tanke strøm.
Planen hænger nøje sammen med EU’s “Fit for 55”-erklæring, der skal sikre, at udledningen af CO2 i EU i 2030 er reduceret med 55 procent sammenlignet med udledningen i 1990. En opgørelse fra Det Europæiske Miljøagentur viste i 2019, at 71,7 procent af al CO2-udledning stammer fra vejtransport.
Parlamentets plan skal nu finpudses, inden den endeligt kan vedtages af EU-Kommissionen.