EU fastholder, at biler ikke må udlede CO2 efter 2035. Men åbner op for forhandlinger om at tillade hybridbiler, der kører på syntetisk brændstof.
Biler, der kører på benzin og diesel, har fortsat ingen fremtid i EU efter 2035.
EU Kommissionen holdt fast i det nuværende 2035-krav på et møde med repræsentanter for europæisk bilindustri fredag. Men politikerne med kommissionsformand Ursula von der Leyen i spidsen anerkendte også bilindustriens bekymringer og ønske om at revurdere, hvordan man gør biler emissionsfrie fra 2035.
Derfor fik bilproducenterne også en lille sejr med hjem fra mødet. EU fremskynder den planlagte gennemgang af reglerne. Den skulle egentlig først ske i 2026, men kommer nu allerede inden årsskiftet. Her vil Kommissionen se nærmere på, om målet skal justeres, og hvordan bilproducenterne kan få mere fleksibilitet.
Flere løsninger på bordet
Men umiddelbart fastholdes 2035-kravet om total udfasning af biler, der kører på benzin og diesel. EU åbner dog en dør på klem for andre løsninger end rene elbiler. Det kan være moderne hybridbiler, der kombinerer eldrift med motorer, der kører på syntetisk, CO2-neutralt brændstof – et stort ønske fra bilindustrien.
Sammenslutningen af europæiske bilproducenter, ACEA, udtrykte da også umiddelbart tilfredshed med resultatet af fredagens møde med EU Kommissionen.
“Vi er enige med kommissionsformanden (Ursula von der Leyen, red.) i, at der er brug for modige og hurtige løsninger, sagde ACEA præsident og Mercedes-chef Ola Källenius efter mødet.
Vil hjælpe små biler
Derudover vil EU fremme udvikling og produktion af små, billige og miljøvenlige biler – de såkaldte ’E-biler’, som Ursula von der Leyen omtalt tidligere på ugen.
EU kan indføre særordninger, der giver bilproducenterne lidt mere spillerum i den ende af markedet og dermed sikrer, at europæiske forbrugere kan købe ’hjemmelavede’ og billige biler. Målet er at give Europas bilproducenter de bedst mulige betingelser i konkurrencen med billige elbiler fra Kina.
Støtter batteriproduktion
EU lægger også op til at støtte batteriproduktionen til elbiler i Europa. Det skal gøre bilindustrien mindre afhængig af Kina og Asien og både sikre billigere biler og lokalt fremstillede batterier.
Et andet fokuspunkt bliver varebiler. Dem sælges der mange af i Europa, men andelen af elektriske varebiler er kun halvt så stor som andelen af elektriske personbiler. Her vil EU arbejde for, at andelen øges hurtigst muligt.