Ny aftale mellem EU og Kina om minimumspriser i stedet for straftold kan ændre spillereglerne og priserne for kinesiske elbiler i Europa.
EU og Kina er ved at forhandle sig frem til et alternativ til den ekstra importtold, som EU indførte i 2024 på kinesiske elbiler. Straftolden blev indført, fordi kinesiske bilproducenter ifølge EU nyder godt af unfair statsstøtte, som presser priserne kunstigt ned og udfordrer europæiske bilproducenter.
Det skriver flere medier som AP, Reuters og Bloomberg.
Fra straftold til minimumspris
I dag pålægges kinesiske elbiler en ekstra told på op til 35 procent oven i EU’s normale importtold på 10 procent. Det har gjort mange kinesiske elbiler dyrere i Europa – også i Danmark – og har samtidig skabt usikkerhed om fremtidige prisstigninger.
En aftale om minimumspriser fungerer anderledes. Her fastsættes en mindstepris for, hvad kinesiske elbiler skal koste, når de eksporteres til EU. Så længe bilerne sælges over denne pris, bortfalder den ekstra told. Sælges de under, kan EU kræve en økonomisk udligning eller i sidste ende afvise importen.
Formålet er at forhindre, at biler dumpes til meget lave priser, uden samtidig at lukke markedet helt for kinesiske mærker.
Told kan genindføres
Ifølge de foreløbige drøftelser kan minimumspriserne blive differentieret efter biltype, størrelse eller batterikapacitet. Der kan også komme krav om større gennemsigtighed i kinesiske producenters omkostningsstruktur og statsstøtte, samt kontrolmekanismer, der sikrer, at reglerne overholdes.
Samtidig vil EU typisk bevare muligheden for at genindføre told, hvis aftalen brydes, eller hvis minimumspriserne ikke vurderes at beskytte konkurrencen tilstrækkeligt.
Næppe billigere elbiler
For danske forbrugere betyder en eventuel aftale næppe markant lavere priser her og nu. Til gengæld kan en minimumspris give mere forudsigelige vilkår end skiftende toldsatser og ulmende handelskonflikter.
På længere sigt vil mange kinesiske bilproducenter formentlig fortsætte med det, som flere allerede gør: Bygge bilfabrikker i EU-lande, så man helt undgår diskussionen om told eller mindstepriser. Alt andet lige vil europæisk produktion gøre EU til et mere forudsigeligt marked for de kinesiske bilproducenter.






