Euro NCAP har genberegnet sikkerheden i en håndfuld biler, der siden debuten har fået tilsat strøm. Og giver helt ny Citroën et lille hak…
NCAP-crashtest: Der er gode nyheder til de mange, mange danske bilkøbere, der investerer i en ny ladehybrid i disse måneder. Biltypen, der både kører med en benzinmotor og en elmotor, der får strøm fra et opladeligt batteri, har fået voldsom vind i sejlene af bilafgifter, der belønner den såkaldte ladehybrid-teknologi. Om teknologien faktisk er en gevinst for miljøet eller mest er lavet for at leve op til EU’s skrappe miljøkrav, diskuterer eksperterne fortsat. Men sikkerheden fejler i det mindste ikke noget, viser en række af nye crashtests.
Det er endnu en gang den europæiske crashtestorganisation Euro NCAP, der har undersøgt bilernes sikkerhed. Denne gang er det dog ikke sket ved at sende bilerne mod muren i laboratoriet. I stedet har Euro NCAP haft gang i lommeregneren og genberegnet, hvordan sikkerheden er i de biler, der nu har fået tilføjet en elmotor og et ofte 200-300 kg tungt batteri.
Beholder stjernerne
Kort fortalt slipper de samtlige ‘testede’ biler fint fra mødet med Euro NCAPs lommeregner-mur: Alle bevarer deres oprindelige karakter på de maksimale fem stjerner. Lige bortset fra elbilen Opel Corsa-e, der må nøjes med fire stjerner.
Det hører med til historien, at de nye hybrid- og elbiler er beregnet efter det år, hvor den ’originale’ model med benzin eller dieselmotor kom på markedet. For flere af bilerne var det tilbage i 2017. Siden har Euro NCAP skærpet kravene særdeles meget – ikke mindst til omfanget af aktive sikkerhedsassistenter som nødbremse og vognbaneassistent.
Derfor er det mest overraskende egentlig, at det ikke i ét eneste tilfælde går ud over sikkerheden at hælde 300-400 kg batteri, mekanik og elektronik i de ’gamle’ bilmodeller. Sikkerheden er – med små variationer – stort set identisk med originalernes.
”Det er positivt at se, at den grønne teknologi ikke forringer sikkerheden. Især fordi bilerne er så populære, som tilfældet er,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
Lille minus til Citroën C4
Interessant nok er der mest kritik af den eneste helt nye model, som Euro NCAP tester i denne ombæring og som fås i Danmark. Det drejer sig om den kompakte crossover Citroën C4, der må nøjes med fire ud af fem stjerner.
C4 slipper ikke med en lommeregner-test, men møder faktisk muren. Selve konstruktionen er sådan set både solid og sikker, men på enkelte områder er Citroën indsats rigeligt comme ci, comme ca: Forsædepassagereren risikerer kvæstelser af det ene underben, der er ingen airbags mellem forsæderne som i mange konkurrenter, og den automatiske nødbremse har svært ved at reagere på bløde trafikanter. Derfor er der kun fire stjerner til den franske livsstilsbil. Der i øvrigt både fås med forbrændingsmotor, som ladehybrid og som rendyrket elbil.
”Selvom det ikke er noget dårligt resultat, havde det været rart, hvis Citroën havde gjort sig mere umage med de sidste detaljer,” lyder konklusionen fra Søren W. Rasmussen.
FAKTA: Crashtest maj 2021
Fem stjerner:
Audi Q5 Sportback (2017)
BMW iX3 (2017)
BMW 4-serie Coupé (2019)
BMW 4-serie cabriolet (2019)
Opel Grandland X Hybrid (2017)
Renault Captur E-TECH (2019)
VW Golf Plugin-Hybrid (2019)
Fire stjerner:
Citroën C4/ë-C4 (2021)
Opel Corsa-e (2019)