Kosmetisk finpudsning, forbedret benzinøkonomi og startpriser fra 89.000 kr. skal gøre den tre år gamle Suzuki Alto mere attraktiv i kampen mod Up! og Co.
Superminier som VW Up! og Kia Picanto og en nådesløs priskrig har gjort livet surt for en ældre bestseller som Suzuki Alto. Ved lanceringen for tre år siden var den et fuldgyldigt alternativ til ”trillingerne” Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo, men efter en stærk start har Alto fået hård konkurrence.
Der sælges ganske vist flere biler i den mindste klasse end nogensinde før, men bilkøberne sværmer især for nypressede rivaler som Up!, Picanto og Spark. Hvis de da ikke lader sig lokke af slagtilbud, der – eksklusive levering – har trykket prisen under 80.000 kr. på mere end en håndfuld biler i klassen.
Suzuki prøver med det klassiske modtræk – en mild ansigtsløftning. De kosmetiske ændringer er dog noget nær usynlige, så mest bemærkelsesværdige forbedring er benzinforbruget, der er forbedret en smule fra 22,7 til 23,3 km/l. Godt for både økonomi og miljø for dermed ryger CO2-udslippet under de magiske 100 gr/km, mens den årlige ejerafgift lander på beskedne 560 kr.
Fem døre er standard
Prisen lader sig også høre i klassen, hvor der ellers skændes højlydt om, hvem der er Danmarks billigste. Til 89.000 kr. inkl. levering kører Suzuki Alto ikke med dén titel – til gengæld er fem døre standard, og så ligner Alto alligevel et godt tilbud. Til sammenligning koster evigt populære Peugeot 107 faktisk 100.000 kr. med fem døre – eller 11.000 kr. mere end den billigste, noget skrabede Alto.
Vil man have el-ruder foran, splitbagsæde og fjernbetjent centrallås koster Alto GL nemlig også 100.000 kr. Og der skal yderligere 12.000 kr. til, hvis du vil have aircondition.
Den foryngede Suzuki Alto står klar ved forhandlerne nu.