Faceliftet BMW 3-serie med 3 cylindre

Kosmetisk bejler BMW 3-serie til titlen verdens mindste ansigtsløftning – den største af de små forandringer findes under hjelmen.

Når man allerede i andet afsnit af pressemeddelelsen om et modelfacelift kan læse, at kopholderne nu er forsynet med en jalousilåge, ved man, at der er langt mellem nyhederne.

At dømme efter både pressemeddelelse og de første fotos af den ansigtsløftede BMW 3-serie, bejler bayrerne da også til titlen ‘verdens mindste ansigtsløftning’: Selv feinschmeckere skal have luppen frem, hvis de skal finde de synlige forandringer på den faceliftede BMW 3-serie: LED-teknik i kørelys, blinklys og baglygter bliver standard, luftindtaget er ændret en smule, og … ja det er sådan set det.

Det er ikke til at se det, hvis... men det er altså den faceliftede Touring-udgave af 3-serien.
Det er ikke til at se det, hvis… men det er altså den faceliftede Touring-udgave af 3-serien.

Og hvorfor ikke? Ikke kun i fodbold, men også i bilindustrien gælder det gamle – og økonomisk fornuftige – mundheld: ‘never change a winning team’.

Vi skal inden for og under hjelmen for at finde nævneværdige nyheder i BMWs suverænt bedst sælgende model.

Kabinen først. Hvis den nuværende 3-serie kan kritiseres for noget, er det netop for materialer og finish i kabinen. Tarvelig er den ikke lige frem, men sammenlignet med Audi og for den sags skyld nyere Opel og VW-modeller virker 3-serien ikke helt så lækker, som prisskiltet lægger op til. Her på redaktionen har vi selv taget 3-serien i nogle højst upassende knirkelyde fra instrumentpanelet.

BMW ved tilsyneladende godt, at der er plads til forbedring, for netop materialevalg og finish har været et indsatsområde i den faceliftede 3’er.

C-klassen skal indhentes
Et andet er hjulophængene og dermed køreegenskaberne. BMW 3-serie kører formidabelt, men ifølge tyske medier har BMW været en smule rystede over, hvordan det er lykkedes Mercedes at gå dem i bedene med den nye C-klasse. Som hvilkenbil.dk også konstaterede i vores test sidste år af Mercedes C, sætter BMWs ærkerival standarden for det berømte kompromis mellem sport og komfort. Selv den ultimative køremaskine fra Bayern må se sig overhalet.

Det skal være løgn, har BMW åbenbart tænkt. Nye støddæmpere skal sætte C-klassen på plads ved både at forbedre affjedringskomfort og svingegenskaber. Det svarer til at blæse og have mel i munden samtidig, og er tricket, der skal holde 3-serien på toppen de kommende år.

Kabinen i 3-serien ligner sig selv, men ifølge BMW er materialevalg og finish forbedret. Og der er kommet låg på kopholderen...
Kabinen i 3-serien ligner sig selv, men ifølge BMW er materialevalg og finish forbedret. Og der er kommet låg på kopholderen…

Teknisk er der også langt mellem nyhederne. Den største finder vi i 318i. Bag den velkendte modelbetegnelse gemmer sig en lille sensation: En beskeden 1,5 liters turbobenziner med 136 hk og blot tre cylindre. Maskinen kendes fra Mini og den første forhjulstrukne BMW, mpv’en Active Tourer, men det er første gang nogensinde, at den ikoniske 3-serie nøjes med en ‘halv rækkesekser’.

Også i toppen af programmet sker der en lille ændring. Betegnelsen 335i afløses af det mere imposante 340i, men dækker fortsat over BMWs klassiske rækkesekser med turbo på tre liter. Ydelsen stiger dog fra 306 til 326 hk, mens forbruget falder.

Den faceliftede BMW 3-serie begynder så småt at trille af samlebåndet i juli. De danske priser kendes endnu ikke.

Læs også bloggen: 40, fed og slet ikke færdig med 3-serien

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here