Fartbøde: Kør ikke for hurtigt i Norge og Schweiz

Snart er det sæson for skiferie. Men pas på: Får du en fartbøde i Norge eller Schweiz, skal det guldrandede kreditkort frem. Se bøderne hér.

Høj fart er en dræber i trafikken – det er et faktum, som man ikke kan argumentere imod. Men i nogle lande tager man hastighedsoverskridelser så alvorligt, at en fartbøde nemt kan bringe uorden i de fleste feriebudgetter. Især i Norge og til dels i Schweiz koster det dyrt, viser en undersøgelse fra det internationale biludlejningsselskab DiscoverCars.

Som en service for kunderne – og som en advarsel – har det taget temperaturen på fartbøderne i de fleste europæiske lande. Hér slår Norge ud på bødeskalaen som det land, hvor man slet ikke ønsker at blive fanget af et fartkamera eller komme i kløerne på en politipatrulje på jagt efter hurtigkørere.

Hvis man i Norge overskrider 50 km/t-hastighedsgrænsen i bymæssig bebyggelse med 14 km/t, er bøden 476 euro – omregnet er det den nette sum af 3.550 kroner.

Rekordbøde på 256.000 kr.

I Schweiz er bøden 266 euro (1.985 kr.) for at køre 14 km/t over 50 km/t-grænsen. Men hvis man overskrider de gældende hastighedsgrænser med mere end 50 km/t, vil fartbøden udgøre et gennemsnit af lovovertræderens månedlige indkomst. Afhængig af hvor alvorlig lovbruddet er, under hvilke forhold hastigheden blev overskredet og på hvilken type vej. I gennemsnit betyder det, at den grove hastighedsovertrædelse i Schweiz straffes med en bøde på 5.796 euro (43.233 kr.). 

Ifølge DiscoverCars er skrækeksemplet fra Schweiz en bøde på 34.373 euro (256.392 kr.).

I Norge opererer man i grove tilfælde også med en bøde på 10 pct. af lovovertræderens årlige indkomst. Gennemsnitsbøden for de grove er 5.557 euro (41.450 kr.).

Lige efter 266 euro-bøden i Schweiz for at køre 14 km/t for hurtigt i en 50 km/t-zone kommer Sverige med 207 euro (1.544 kr.) og Danmark med 201 euro (1.500 kr.).

Fra 300 til 3.550 kr.

DiscoverCars har benyttet flere kilder til deres oversigter. Blandt andet fakta fra speedingeurope.com og informationer fra de enkelte landes myndigheder.

På Top 20-listen herunder er taksten den bøde, der gives for at køre 14 km/t eller mere for hurtigt i zoner med en hastighedsgrænse på 50 km/t.

Bødetaksterne er for nemheds skyld omregnet til danske kroner.

Biludlejningsselskabet har også opgjort bøder for at køre for hurtigt på lande- og motorvej samt den maksimale bøde for de særligt grove hastighedsovertrædelser. Se DiscoverCars opgørelse ved at klikke på linket under faktaboksen.

De europæiske bødetakster
Land Bøde i kroner
Norge 3.550
Schweiz 1.985
Sverige 1.544
Danmark 1.500
Finland 1.270
Holland 1.090
Italien 1.070
Slovenien 930
Ungarn 920
Storbritannien 900
Irland 600
Frankrig 510
Kroatien 495
Portugal 450
Belgien 375
Spanien 375
Luxembourg 365
Grækenland 300
Letland 300
Slovakiet 300
Kilde: DiscoverCars  

Link til DiscoverCars oversigt findes ved at klikke her.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here