Farvel til Skoda Roomster

Der bliver ikke nogen 2. generation af Skoda Roomster. Markedet for den tjekkiske rumbil er for lille, vurderer VW-koncernen.

Pivfræk eller tudegrim?

Meningerne har altid været stærkt delte om Skoda Roomster – tjekkernes svar på franske praktikere som Citroën Berlingo og Peugeot Partner, der både fandtes som små bysmarte varevogne og rustikke familiebiler med plads til far, mor, børn og opslået barnevogn.

Skoda Roomster var en anelse mindre, men til gengæld mere radikalt designet. Foran baseret på Skoda Fabia, bagude smedet sammen med en enorm kube, der rummede bagsæde og bagagerum. Det særlige ved Roomster var det nærmest Airbus-agtige design af forreste halvdel af bilen, der gled over panorama-store sideruder i bevidst kontrast til de forreste sideruder.

Resultatet var et design, der i dén grad skilte Roomster ud fra mængden – og vandt nogenlunde lige mange tilhængere og modstandere. Ligeglad med den tjekkiske ‘Postmand Per-type’ kunne man dårligt være.

Produktionen stoppede i april i år, men fans kommer til at spejde forgæves efter 2. generation. Skoda har netop meddelt, at Roomster helt glider ud af modelpaletten. I stedet satser tjekkerne på en hel stribe af moderigtige crossover-modeller.

Tjekkerne træder på bremsen i sidste øjeblik: En ny Roomster skulle have været på markedet i 2016. Først som en selvstændig model, men den løsning viste sig hurtigt for dyr, fordi markedet for små mpv-agtige familiebiler fortsat skrumper markant.

Derefter begyndte Skoda at arbejde på en Roomster-efterfølger baseret på VW Caddy – moderselskabet VW’s direkte konkurrent til Berlingo og Co. Faktisk var Skoda så langt med bilen, at den blev spottet i forklædning tidligere i år, men nu er projektet altså skrinlagt. Formentlig fordi VW-koncernen frygtede intern ‘kannibalisering’: Særligt som varevogn kunne det blive lidt for fristende for prisbevidste kunder at vælge en Skoda Roomster frem for VW Caddy i et segment, hvor selv små prisforskelle kan få afgørende betydning for salget.

Læs også: Skoda lancerer fem nyheder på to år

[email protected]

1 COMMENT

  1. Ærgerligt, for den “kommende” Roomster så ellers godt ud på spionbillederne. En VW Caddy er alt for dyr. Der er ikke engang aircondition i billigste udgave til 200.000 kr. ! Så man forstår godt hvorfor modellen aldrig har været en sællert.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here