Fiat-Chrysler leder efter ny partner

Fusionen med Chrysler er ikke nok for Fiat, der vil være endnu større. Fiat-boss Sergio Marchionne drømmer angiveligt om partnerskab med Ford eller VW.

Med sidste års ægteskab mellem Fiat og Chrysler, blev den italiensk-amerikanske koncern verdens syvende største bilproducent. Men det er tilsyneladende ikke nok for Fiat-Chrysler boss Sergio Marchionne, der ofte citeres for sin forudsigelse om, at der på sigt kun er plads til en håndfuld bilproducenter i verden.

I det spil rækker det ikke at være nummer syv. Derfor er Marchionne angiveligt på udkig efter en ny fusionspartner, der kan bringe hans nye FCA (Fiat Chrysler Automobiles)-koncern i sikker havn som en kolossal og levedygtig spiller på et bilmarked, der i fremtiden vil kræve stadig større investeringer i ny teknologi.

Den aktuelle anledning er planerne om et frasalg af Ferrari senere i år. Kronjuvelen i FCA-koncernen ventes at indbringe Marchionne omkring 30 milliarder kroner. Penge, der skal bruges til at nedbringe koncernens gæld, og dermed gøre Fiat-Chrysler mere lækker for en ny fusionspartner.

Spørgsmålet er, hvilken partner Sergio Marchionne har et godt øje til? Ifølge det sædvanligvis velorienterede brancheblad Automotive News har Marchionne appetit på lidt af hvert.

FCA-bossen udtalte selv i september, at en mulig partner skulle være ”global, ikke for afhængig af det europæiske marked og kompatibel med Fiat-Chryslers italiensk-amerikanske kultur.” En udtalelse, som Automotive News oversætter til en ganske direkte flirten med Ford, der står stærkt globalt og har store markedsandele i både USA og Europa.

Mange potentielle partnere
Magasinet bringer dog et væld af andre potentielle partnere i spil. Ikke mindst VW, der med Chrysler i sin allerede velvoksne mærkeportefølje kunne få en direkte adgangsbillet til det lukrative amerikanske marked, hvor VW aldrig for alvor er slået igennem.

Andre spekulationer går på mindre mærker som Mazda, der også står stærkt i USA, og Suzuki der måske i endnu højere grad end Fiat-Chrysler har brug for at konsolidere sig i en større koncern. Tidligere har der også været forlydender om, at Fiat-Chrysler har været i forhandlinger med den franske PSA-koncern (Citroën-Peugeot).

At der ikke bare er tale om vilde spekulationer i den internationale motorpresse understreges af Sergio Marchionnes egne udtalelser. Så sent som i november gentog han, at bilindustrien ”uundgåeligt” vil se flere kæmpefusioner.

Lykkedes det for Marchionne at give f.eks. VW eller Ford et tilbud, de ikke kan afslå, vil en sådan kæmpekoncern med et slag blive verdens største bilproducent.

Læs også: Fiat tager fuld kontrol over Chrysler 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here