Stellantis-koncernen arbejder hårdt på at kunne sende billige elbiler på markedet. Næste sommer triller de ud.
Inflationen er høj, det rammer folk med lave indkomster hårdt, og da de fleste af markedets nuværende elbiler langtfra er små og økonomisk opnåelige, er det tvingende nødvendigt at få gjort noget ved det.
Det forsøger Stellantis-koncernen nu. En Fiat Panda-inspireret elbil vil være køreklar i juli næste år og skal koste mindre end 25.000 euro. Den kommer samtidig med koncernens Citroën ë-C3 til nogenlunde samme pris.
“Behovet for elbiler, som flere har råd til, er virkelig stort,” siger Fiat-chef Olivier Francois til Automotive News Europe.
Da man må formode, at Stellantis vil udnytte stordriftsfordelene, er det sandsynligt, at drivlinjen i begge bliver som i Peugeot e-208 og Opel Corsa-e – altså med et 50 kWh-batteri og en rækkevidde på lidt over 300 kilometer.
Danmarks billigste elbil udgår
Renault har bebudet, at Danmarks billigste elbil, Dacia Spring, udgår i 2024 for at blive afløst af en mere tidssvarende Spring. Næste år kommer Renault med en elektrisk 5’er, designmæssigt stærkt inspireret af den ikoniske Renault 5, der blev produceret fra 1971 til 1996.
Også Volkswagen har meldt sig i koret som producent af mere billige elbiler, først og fremmest VW ID.2 All. Den forventes dog først at være køreklar i 2026. Ford har også antydet, at den snart udgåede Fiesta kan genopstå som elbil – muligvis baseret på samme teknologi som netop VW ID.2 All.
Langt tættere på er kinesiske BYD: Om få måneder triller den kinesiske minibil BYD Dolphin ud på de danske veje til priser, der forventes at gøre den til en af de helt billige elbiler på det danske marked.